DHL Stafetten: Gentager succesen med 2017-ruten
Sidste år vendte holdet bag DHL Stafetten i Aarhus, i anledning af Aarhus Kulturby 2017 og mottoet ’Let’s Rethink’, ruten om. Det blev taget så godt imod, at 2018-ruten bliver den samme.
I en facebook afstemning var svaret ifølge eventarrangøren Aarhus Motion klart: 40% foretrækker ruten, som vi kender den fra tidligere år og 60% foretrækker 2017-ruten.
”Tallene taler sit tydelige sprog, så vi har valgt foreløbigt at tage ét år mere med 2017-ruten. Udover at et flertal af deltagerne foretrækker den, så synes vi også, at den bidrager til at få inddraget den nederste del af Mindeparken bedre” fortæller Jeanette Boye Sørensen, der er eventchef hos Aarhus Motion.
Hun er dog godt klar over, at vandene er delte: ”Der er selvfølgelig også nogle, der kommer til at savne bl.a. at løbe op ad DHL-bakken ved Væddeløbsbanen, som mange elsker at hade.” Hvorvidt den vender tilbage, lader hun stå hen i det uvisse ”Lad os se, hvad afstemningen siger efter DHL Stafetten 2018, så tager vi den derfra” afslutter hun.
Tilmeldingen til DHL Stafetten har været åben siden 1. marts og 20.000 har allerede tilmeldt sig den populære stafet, der i 2018 afholdes fra den 21. – 23. august i Mindeparken.