Ginsmagning på Smagførst – Lidt for lækker gin

Smag på byen hedder konceptet, der i Aarhus har 11 madglade dage, hvor du kan vælge 3 retter mad for kun 225 kroner på udvalgte restauranter. I Aarhus gik det løs den 17. – 27. september. Det er dog ikke kun mad, men også det man drikker, der kan vælges. Vi tog til ginsmagning på Smagførst i Jægergårdsgade.
Smag inden du køber
Smagførst opstod i 2009 med en ide om, at man skal smage vinene, inden man køber den. Det er den gode smag og pris, der er i fokus. Manden bag vinhandlen er Morten Stahl Pedersen. I denne omgang Smag på byen kan du hos Smagførst prøve vin, rom eller gin.
Det er efter først-til-mølle princippet, og der var fem dage at vælge mellem. Alt var udsolgt den aften vi var der. Vi placerede os ved et at de to langborde, der var stillet op til lejligheden. På bordet stod vand, Fever-Tree Tonic Water og selvfølgelig glas. I løbet af halvanden time fik vi serveret seks forskellige gin. Der blev fortalt om ginnens historie, kendetegn og produktion.
De seks forskellige gin
- Heyman´s, London Dry Gin
- Martin Miller’s, Distilled Gin
- Geranium London Dry Gin, Hammer and son
- Heyman´s, Old Tom
- Colombian, Treasure
- Money 47, Schwarzwald Dry Gin
Heyman´s, London Dry Gin
Nummer 1 var en Heyman´s, London Dry Gin. Hayman’s er det ældste destilleri i England, og dette er deres traditionelle London Dry Gin. En klassisk gin med krydderurter og enebær. Sprittet duft, men ikke i smagen. Den var okay uden tonic. 199 kroner var prisen for sådan en flaske.
Martin Miller’s, Distilled Gin
Nummer 2 var en Martin Miller’s, Distilled Gin til 275 kroner flasken. Destilleret i England og blandet med noget af det reneste og blødeste kildevand på jorden fra Island. Martin Miller’s Gin er et godt eksempel på, at vand har kolossal betydning for ginnens smag. Der er ni ingredienser i ginnen. Ja faktisk ti, da der til sidst iblandes agurk essens, der giver ginnen en frisk, rund og mild smag. Den smager faktisk af våd agurk.
Geranium London Dry Gin, Hammer and son
Nummer 3 var Geranium London Dry gin, Hammer and son til 275 kroner. Geranium Gin er en håndlavet London Gin fra Hammer and Son, som er destilleret på en 100 år gammel kobberkedel på Englands tredie største gindestilleri, The Langley Distillery. Geraniumplanten, som findes i denne gin, er med til at skabe en unik smagsoplevelse. Geranium Gin er blevet udnævnt til en af verdens bedste gins og har bl.a. fået 5 ud af 5 stjerner i Englands førende cocktailblad, Class Magazine. Sammen med Fentimans Tonic er Geranium desuden kåret til Verdens Bedste Gin&Tonic. En lækker gin til en god pris. London Dry stilen drikkes helst ikke alene. Tonic eller et par dråber vand er eminent til denne gin.
Heyman´s, Old Tom
Nummer 4 Heymans, Old Tom til 215 kroner flasken. Den har en rund og mild smag og er mildere ved ganen. Der er mere sukker her, hvilket giver en diskret sødme og en rundere smag. Udover sødmen dufter ginnen også let af citrus. 40% alkohol er der i denne gin.
Eftersom ginnen er sød i sig selv, behøver den ikke tonic, men det er jo alt efter smag og behag.
Colombian, Treasure
Nummer 5 var Dictador Colombian Treasure Gin. Dictador Colombian Black kommer i en flot sort flaske. Det er en gin lagret i 35 uger på romfade, som sammen med de eksotiske ingredienser giver en spændende gin. Den er tilsat mandarinskal og krydderier, hvilket giver en frisk note til ginnen. Ginnen er lagret på fad og har en gylden farve. Lidt svært, hvad ginnen skal bruges til, da den smager af meget. Den er lidt for kraftig inden og efter mad. Men den kan nydes ren med isterninger eller med lidt fever tonic i, så mangler vi bare en paraply og stjernekaster, og så nærmer vi os en cocktail. 359 kroner koster sådan en flaske.
Money 47, Schwarzwald Dry Gin
Nummer 6 var en Money 47, Schwarzwald Dry Gin. 385 kroner for en halv liter af denne morfinlignende flaske. Det er den gin, der er hypet allermest i Danmark. Monkey 47 opnår sin unikke karakter fra hele 47 forskellige håndplukkede ingredienser. Sammen med det rene og bløde vand fra Schwarzwald giver det en delikat luksus gin. Der er 47 krydderurter i og 47% alkohol. Smagen er især enebær, men også citrus, blomster og peber kan smages. Af dufte blev ved bordet nævnt alt ligefra sprinklervæske til lakrids. Denne gin behøver ikke meget tonic. Kun få dråber.
En lidt dyr men også super lækker gin.
Et samlingspunkt for de fleste
Til aftenens ginsmagning var der en god spredning i aldersklassen. Alt fra unge til ældre, kvinder som mænd var repræsenteret. Aftenens vært var meget vidende, havde gode historier og var, vigtigst af alt, en god fortæller.
Vi smagte både gin med og uden tonic og blev overrasket over, hvor stor forskellen på gin kan være alt afhængig af ingredienser og oprindelsesområde. 199 kroner var prisen for denne aften. På ingen måde dyrt, og der var god value for money.
Lidt for lækker gin og den forrygende god aften, hvor vi blev klogere på ginnens verden!
Smagførst
Jægergårdsgade 32
8000 Aarhus C
Tlf. 42602475
www.smagfoerst.dk