Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Nordens største madfestival er tilbage: Glæd dig til Food Week 2021 i Aarhus

Af Line Ingwar Karlsen
Foto: PR / Rasmus Flindt Pedersen.
Foto: PR / Rasmus Flindt Pedersen.

Nordens største madfestival, Food Festival, opstår i en ny version til august. Konceptet er fornyet, og der er i den grad noget at glæde sig til!

Efter otte år på Tangkrogen flytter madfesten væk fra pladsen og fejrer over en uge Maddanmark flere steder i centrum af Aarhus.

Aarhus får i år en helt ny festival, som skal fejre og hylde Danmarks mad- og fødevarescene, som trods det sidste års udfordringer aldrig har været mere appetitvækkende.

“Sidste år måtte vi desværre aflyse vores traditionelle madfest på Tangkrogen. Det vil vi ikke i år. Vi ved, at mange længes efter oplevelser og efter at se, mærke og smage på alt det, der sker på madfronten.

Så vi har været i tænkeboks og har valgt – for i år – at skabe en helt ny og anderledes madfestival, som kort sagt flytter ind i byen og spænder over en hel uge i stedet for bare en weekend,” udtaler Anna Lund, der er direktør i FOOD-Aarhus, i en pressemeddelelse.

Årets festival bliver mere synlig i gadebilledet

Gennem otte år har Food Festival i Aarhus hvert år bragt mere end 30.000 danskere sammen til fælles madoplevelser med over 250 fødevarevirksomheder.

Food Festival har dermed været en væsentlig drivkraft bag interessen for danske og lokale fødevarer for private, samtidig med at festivalen er et stort inspirationsrum for fødevareproducenter, restauratører, forskere og formidlere.

Sådan bliver det ikke i 2021. I stedet flytter Food Week fra den samlende store festivalplads og ud på mange forskellige og spændende lokationer inde i byen i dagene mellem 9. og 15. august.

På den måde bliver festivalen langt mere synlig i gadebilledet og kan involvere både flere steder og flere gæster i Aarhus.

Food Week bliver dermed en af årets største attraktioner i Østjylland og en af Danmarks største attraktioner i madverdenen.

“Vi har brugt efteråret på at udvikle Food Week 2021, så vi har haft rygende travlt. Vi har simpelthen taget det bedste fra Food Festival og overført til nye koncepter inde i Aarhus C.

Samtidig har vi taget udgangspunkt i unikke steder i byen og udviklet maduniverser og madoplevelser ud fra disse steder,” siger Anna Lund.

Det kan du glæde dig til

Selv om flere dele af det endelige program stadig er i støbeskeen, løfter Anna Lund lidt af sløret for, hvad Food Week vil indeholde:

“Maden er i fokus, men rammerne bliver uprætentiøse. Med Food Week formidler vi danske fødevarer gennem sjove og medrivende oplevelser, uanset om man som gæst lige er begyndt i børnehaven eller er en erfaren gourmet.

Vi kommer blandt andet til at have et stort område på Aarhus Ø, hvor vi vil have masser af arrangementer, der har udgangspunkt i havet omkring os.

Inde i midtbyen kommer der food-walks, cocktail-ture og masser af andre inspirerende og spændende tilbud.

I resten af Aarhus C kommer der også flere, andre arrangementer, der vil skabe appetit på maden og livet. Det er det, vi har brug for lige nu,” siger Anna Lund.

Food Week regner med at kunne præsentere det færdige program i løbet af foråret. Alle aktiviteter i Food Week bliver skalerbare i forhold til, hvordan coronasituationen er på det tidspunkt.

Hvis der er utryghed eller udfordringer, kan alle oplevelser derfor alligevel gennemføres ved at skrue ned for antallet af deltagere.

Hvis vaccinerne og udviklingen omvendt har betydet, at der igen er mulighed for at være samlet mange mennesker, kan der skrues op og sælges flere billetter.

Del artikel

Andre læser også