Gør det igen: Aarhusianer smadrer 29 år gammel rekord
Den aarhusianske langdistanceløber Jacob Simonsen fortsætter med at skrive dansk løbehistorie.
Søndag satte han ny dansk rekord i halvmaraton, da han krydsede målstregen i Barcelona i tiden 1 time, 1 minut og 11 sekunder.
“Jeg vidste, at jeg på en god dag kunne slå rekorden. Jeg havde gode ben og følte mig godt løbende,” siger Simonsen i en pressemeddelelse fra Dansk Atletik Forbund.
Den 30-årige aarhusianer forbedrede dermed Carsten Jørgensens tidligere rekord fra 1998, som lød på 1 time, 1 minut og 55 sekunder. Samtidig slog han sin egen personlige rekord på distancen.
Med sin præstation i Barcelona er Jacob Simonsen nu indehaver af de danske rekorder på både maraton-, halvmaraton- og 10-kilometerdistancen.
I september slog Jacob Simonsen den forhenværende danske rekord i marathon med en tid på 2 timer 7 minutter og 51 sekunder.
Læs også: Kæmpe præstation: Aarhusianer smadrer 39 år gammel rekord Simonsens rekord er 1 minut og 52 sekunder hurtigere end den forhenværende danske rekord sat af Henrik Jørgensens den 21. april 1985.
“Danmarks bedste langdistanceløber nogensinde”
Ifølge DR’s maratonkommentator Morten Dam-Sørensen er der ingen tvivl om Simonsens position i dansk langdistanceløb.
“Nu er han bare Danmarks bedste langdistanceløber nogensinde, punktum,” siger han til DR og tilføjer, at Simonsen selv burde anerkende det mere:
“Han er jo meget ydmyg, men han er i grunden den eneste, der kan slå sine egne rekorder. Og jeg tror, han bliver endnu bedre. Det er en udvikling, vi kun lige har set begyndelsen af.”
Ny verdensrekord i Barcelona
Selvom Simonsens tid sikrede ham dansk hæder, var det en anden løber, der stjal de største overskrifter i Barcelona.
Ugandiske Jacob Kiplimo satte ny verdensrekord i halvmaraton med tiden 56 minutter og 42 sekunder – næsten et minut hurtigere end den tidligere rekord.
“Jeg kan ikke finde andre ord end, at det er en overmenneskelig præstation,” siger Morten Dam-Sørensen til DR og fremhæver, at Kiplimo løb stort set hele vejen alene.
Jacob Simonsen sluttede som nummer 23 i løbet.