Musikhuset: Gratis arrangementer i februar

Februar er spækket med alt fra fællessang over loppemarked til en række gratis koncerter i Musikhuset.
Skøjtebanen
Så er det sidste chance for at komme på glatis i Musikhusparken. Skøjteglade aarhusianere er valfartet til skøjtebanen i december og januar. Nu er det sidste chance for at finde skøjterne frem fra skabet og nyde en løbetur på byens smukt placerede skøjtebane. Skøjtebanen kan benyttes det meste af døgnet og er gratis at bruge. Isen klargøres hver morgen mellem 7 og 12.
ONSDAG D. 1. FEBRUAR – TIRSDAG D. 28. FEBRUAR – SKØJTEBANEN
ARRANGØR – MUSIKHUSET AARHUS
MUSIKHUSEPARKEN – FRI ENTRÉ
Niels Ryde Trio feat. Ben Monder
Musikhuset byder på gratis og lækker vinterjazz med den verdenskendte amerikanske jazzguitarist Ben Monder og den danske superbassist Niels Ryde. De to musikeres banebrydende samarbejde har ført til turnerer i Danmark, Tyskland og flere koncerter i New York.
LØRDAG D. 4. FEBRUAR KL. 12.30 – NIELS RYDE TRIO FEAT. BEN MONDER
ARRANGØR – MUSIKHUSET AARHUS
MUSIKHUSET CAFÉSCENEN – FRI ENTRÉ
Mikkel Schou
Mikkel Schou er uddannet klassisk guitarist, med speciale i samtidsmusik, fra musikkonservatoriet i Aarhus ved lektor Frederik Munk Larsen samt fra konservatoriet i Barcelona ved professor Zoran Dukic og professor Alex Garrobe. Han har været aktiv som klassisk koncert guitarist igennem en årrække, både som solist og kammermusiker.
Udover en stor kærlighed til guitarens traditionelle spanske og latinamerikanske repertoire, er en fascination af både tidlig- og samtidsmusik blevet til en stor del af hans musikalske virke.
LØRDAG D. 11. FEBRUAR KL. 12 – MIKKEL SCHOU SOLO
ARRANGØR – MUSIKHUSET AARHUS
MUSIKHUSET CAFÉSCENEN – FRI ENTRÉ
Carsten Pedersen solo, guitar
Kom til gratis koncert med den dygtige klassiske guitarist Carsten Pedersen. Han er uddannet på Det Jyske Musikkonservatorium og har spillet et stort antal koncerter i kirker og på højskoler både som solist og kammermusiker samt førsteopført mange værker i Danmark, bl.a. under Århus Festuge.
Carsten Pedersen har indspillet tre albums, der alle har fået ekstraordinært flotte anmeldelser i internationale guitartidsskrifter og nævnes som værende blandt de bedste klassiske guitar-albums overhovedet. “Guitaren” som udgives af Dansk Guitar Selskab skrev bl.a. om Carsten Pedersens seneste udgivelse, Fantasia: Et dansk mesterværk! Dette er ganske enkelt den bedste, danske cd med klassisk guitar, jeg nogensinde har hørt!”
Læs mere her:
LØRDAG D. 18. FEBRUAR KL. 11.00 – CARSTEN PEDERSEN SOLO, GUITAR
ARRANGØR – MUSIKHUSET AARHUS
MUSIKHUSET CAFÉSCENEN – FRI ENTRÉ
Flagstangsmarked
Det vrimler med loppefund, når Flagstang Markeder indtager Musikhuset. Flagstang Markeder blev startet af Sara Kroager med visionen om, at private skal have muligheden for at sælge deres ejendele uden konkurrence fra professionelle kræmmere.
Gennem de seneste tre år har Sara afholdt sommermarkeder i Mølleparken. I samarbejde med Musikhuset Aarhus afholder hun nu månedlige bagagerumsmarkeder under Musikhusets tag i Foyer Syd og på 2. Balkon. Kom og gør et kup ved en af de op mod 100 stadepladser eller sælg ud af guldet fra loftrummet, pulterkammeret og tøjsamlingen.
Både sælgere og besøgene på loppemarkedet har givet udtryk for deres begejstring for initiativet med positive referencer til Berlin og dens mange, populære loppemarkeder og helt særlige, afslappede storbyatmosfære. De besøgende er glade for de billige priser hos stadeholderne og den hyggelige stemning.
LØRDAG D. 25. FEBRUAR KL. 10-15 – FLAGSTANGSMARKED
ARRANGØR – MUSIKHUSET AARHUS
MUSIKHUSET FOYER SYD – FRI ENTRÉ
Travelling Man Blues
HP Lange spiller folk-blues – altså akustisk blues – og det har han gjort i over 20 år. Solo og med skiftende besætninger er han et velkendt navn på den danske live-scene. På det nye album Travelling Man Blues spiller han sange af Robert Johnson, Fred McDowell og Kenny Brown, men hovedparten er Langes egne kompositioner. Nu kan det opleves live på scenen ganske gratis i Musikhuset, hvor Lange bakkes op af Jens Kristian Dam på trommer, percussion og piano, Paul Junior på gulvbas, Jarno Varsted på mundharpe og Niels Bonefaas på banjo.
SØNDAG D. 26. FEBRUAR KL. 13 – HP LANGE: TRAVELLING MAN BLUES
ARRANGØR – MUSIKHUSET AARHUS
MUSIKHUSET CAFÉSCENEN – FRI ENTRÉ