Ren nostalgi: Spisested sætter øllebrød på menuen
Du har sikkert spist så rigeligt af det som barn – men har du egentlig nydt en skål øllebrød siden da?
Måske ikke, men nu har du chancen.
I disse dage fejrer GRØD nemlig Øllebrødens Uge, og derfor er den gode gamle klassiker tilbage på menuen.
“Få vækket de gode barndomsminder, som kun smag og duft kan vække dem, med øllebrød toppet med flødeskum, ristede mandler og æblekompot!
Øllebrødens Uge er vores hyldest til en gammel dansk grødtradition, som vi gerne vil holde i live. Det smager vanvittigt godt, og så mindsker vi madspildet af brød, som faktisk udgør en stor del af Danmarks totale madspild,” lyder det fra GRØD.
Toppet med æble og flødeskum
Øllebrød er perfekt at lave på tørt rugbrød, som er blevet for kedeligt til frokosten.
I år leverer Gilleleje Havns Bageri rugbrød til grødbarerne, som altså siden forvandler det til den brune klassiker.
Udover rugbrød er GRØD’s øllebrød lavet på hvidtøl, vanilje samt citron og toppet med æblekompot, ristede mandler samt plantebaseret flødeskum.
Herligheden fås til den nette sum af 55 kroner – men kun frem til søndag 20. oktober, hvor Øllebrødens Uge slutter.
Hvad: Øllebrødens Uge
Hvor: GRØD i Aarhus C
Hvornår: Hele uge 42
Her i Aarhus finder du GRØD midt i Graven.