Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Grøn oase i 6. sals højde: Salling ROOFTOP udvider med ny bypark

Af Line Ingwar Karlsen
Foto: Salling.
Foto: Salling.

Salling ROOFTOP er en populær attraktion på toppen af Salling, som de fleste aarhusianere kender.

Og i dag har stormagasinet offentliggjort, at der venter endnu et stort byggeri på taget, som Aarhus kan glæde sig til.

Salling Roofgarden er navnet på den kommende bypark, der fra sommeren 2022 lægger græs til leg, fordybelse og fællesskab. Det skriver Salling i en pressemeddelelse.

1400 kvadratmeter stor, grøn bypark

Der er nok at glæde sig til, når Salling Roofgarden fra næste sommer byder velkommen under åben himmel i den nye oase på taget af Salling Stormagasin i Aarhus.

Salling Roofgarden bliver 1400 kvadratmeter dedikeret til hygge og samvær i en grøn bypark. Et attraktivt supplement til Salling Rooftop, der allerede er populær.

Projektet er blevet muliggjort af en donation fra Salling Fondene, og direktør Marianne Bedsted ser frem til at indvie den nye bypark efter byggeprocessen, der begynder senere på året:

“Ovenpå et år, hvor vi ikke har kunnet dyrke fællesskabet, er vores mål med Salling Roofgarden at skabe et helt nyt byrum for samvær, men også til eftertanke.

Et æstetisk frirum, hvor herboende med en travl kalender eller besøgende med et stramt program kan trække vejret dybt og lade roen sænke sig i hinandens selskab i det fri,” udtaler Marianne Bested, direktør for Salling, i pressemeddelelsen.

Frodig beplantning og udsigtsplatform

Det nye Salling Roofgarden vil blandt andet byde på en plantevæg, der løber hele vejen ned ad Sallings facade mod Strøget.

Der vil være frodig beplanting på taget i form af 15 meter høje træer, buske og græssorter.

Salling Roofgarden vil også byde på glasvægge og glasgange, der blandt andet giver kig hele vejen ned gennem og til bunden af stormagasinet.

Der vil også være himmelgynger, solkroge og opholdsarealer, hvor det er muligt at slå sig ned.

Du kan også glæde dig til en udsigtsplatform i fire meters højde og dermed i alt 35 meter over Strøget. Her er der panoramaudsigt over hele Aarhusbugten, mod Mols og mod Moesgaard i syd.

Del artikel


Mest læste historier i dag




 


 


 


 


Udvalgte artikler

Læs i kategorien

 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


Læs i kategorien