Groft hærværk: McDonald’s i Aarhus smadret

Søndag kl. 05.25 ville personalet på McDonald’s i Tilst på Havkærvej åbne op for restauranten.
De konstaterede desværre, at deres restaurant havde fået knust størstedelen af facaderuderne.
Det skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.
I følge politiet blev hærværket udført af flere gerningsmænd formentlig med værktøj/slagvåben.
Sagen efterforskes nu som groft hærværk, og det undersøges om hærværket er politisk motiveret.
Kan ikke sige om motiv er politisk
Flere McDonald’s restauranter i Europa, herunder også i Danmark, har den seneste tid været udsat for angreb fra propalæstinensiske aktivister.
Det sker i kølvandet på krigen i Israel og Gaza, og efter sigende fordi McDonald’s tidligere på måneden delte gratis mad ud til israelske soldater.
Politiet kan dog endnu ikke be- eller afkræfte, om hærværket på McDonald’s i Tilst er sket med et politisk motiv.
Ifm. hærværket mod McDonald’s i Tilst, har vores foreløbige undersøgelse vist, at det var udført af flere gerningsmænd formentlig med værktøj/slagvåben.
Vi efterforsker stadig sagen, hvorfor vi stadig ikke kan sige om hærværket er politisk.
Af samme årsag, har vi ikke yderligere.— Østjyllands Politi (@OjylPoliti) November 5, 2023