Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Hæder: Systematics Joy of Reading-pris skaffer bøger til børn i Sydafrika

Af anders@sommersangdigital.dk

Det sydafrikanske læseprojekt Nal’ibali – Reading for Enjoyment Campaign blev søndag hædret på Dokk1 i Aarhus for sit arbejde med at ændre læsekulturen i Sydafrika fundamentalt. De 10.000 US Dollars, der følger med prisen, skal sende flere bøger i hænderne på Sydafrikas børn, siger direktør for Nal’ibali, Jade Jacobsohn.

 

Glæden var ikke til at tage fejl af, da Jade Jacobsohn fra det sydafrikanske læseprojekt Nal’ibali – Reading For Enjoyment Campaign søndag den 2. juni modtog Systematics pris, The Joy of Reading Award på Dokk1 i Aarhus, Danmark.

 

”Når man arbejder hårdt og brænder for en god sag, så glemmer man ofte at standse op og se på det, man har opnået. At vinde The Joy of Reading-prisen var en kærkommen lejlighed til at løfte blikket og reflektere over, hvilke resultater, de mange timer, lange dage og det gode teamwork, har resulteret i, sagde Nal’ibalis direktør Jade Jacobsohn, efter hun modtog prisen ved den internationale bibliotekskonference, NEXT Library, som finder sted hvert andet år på Dokk1 i Aarhus.

 

Prisen blev overrakt af præsidenten for det internationale biblioteksforbund IFLA, Glòria Pérez-Salmerón fra Spanien.

 

28 projekter fra hele verden var med i kampen om prisen, der fokuserer på initiativer, som udbreder glæden og muligheden for at læse og dermed indgår i kampen mod analfabetisme.

 

Apartheid er årsag til udbredt analfabetisme

Juryen begrundede kåringen af Nal’ibali – Reading for Enjoyment Campaign som den endelige vinder med, at Nal’ibali-projektet er nået ud til mange sydafrikanske børn, unge og familier med budskaber, vejledning og konkrete værktøjer, som opfordrer og understøtter læsning i familien.

 

Nal’ibali fremstiller og distribuerer fortællinger for børn på forskellige sprog og giver børn og unge mulighed for at deltage i en af de 3700 læseklubber, som projektet har etableret i ni af Sydafrikas provinser. Ved udgangen af 2018 deltog mere end 140.000 børn i Nal’ibalis læseklubber og knap en halv million bøger var distribueret til børn og familier gennem projektet.

 

Der er desværre hårdt brug for det. Den seneste undersøgelse af sydafrikanske børns læsekompetencer viser, at 78% af alle børn på 4. klassetrin ikke er i stand til at læse og forstå meningen af en tekst på noget sprog. En del af årsagen skal ifølge Jade Jacobsohn findes i arven efter apartheidstyrets undertrykkelse af den afrikanske befolkning og dermed manglen på undervisning på landets 11 officielle sprog.

 

Nal’ibali udgiver materiale på alle 11 sprog, og kernen i projektet er at fastholde mulighederne for at læse og udtrykke sig på de sprog, som er fremherskende i det område, man vokser op i.

 

Historiefortælling i hverdagen

Nal’ibali er den største læsekampagne i Sydafrika, og efterspørgslen på projektets tilbud er stor; Selvom vi er den største læsekampagne i Sydafrika, så er vi kun i stand til at nå en lille del af landets børn, og derfor fortsætter vi med at sætte vores hjerter og hoveder sammen i håbet om at finde strategiske partnerskaber, som gør det muligt for os at øge vores indflydelse i samfundet og for at få flere bøger ud til de mange ivrige små hænder, siger Jade Jacobsohn.

Hæder: Systematics Joy of Reading-pris skaffer bøger til børn i Sydafrika

Nal’ibali betyder ”Her er historien” på isiXhosa – et af Sydafrikas 11 officielle sprog. Projektet tager udgangspunkt i, at alle mennesker har en historie at fortælle – uanset om man har lært at læse og skrive. Og netop historiefortællingen er nøglen til at opbygge en stærk læsekultur. Projektet har særligt fokus på, at historiefortælling og læsning skal indgå som en naturlig del af familiers hverdag.

 

Gode læsevaner grundlægges derhjemme

Nal’ibali gør illustrerede fortællinger og lydbøger tilgængelige på tryk og online og vejleder familier og omsorgspersoner i, hvordan man styrker fortælle- og læsevaner hos børn, unge og i familien generelt.

 

”Børn præges af forældrenes gøremål i hverdagen og af de ting, forældrene fokuserer på. Nal’ibali gør en stor indsats for at hjælpe forældre med at indføre historiefortælling og gode læsevaner i hjemmet, og når det lykkes, kommer det børnene til stor gavn gennem hele livet,” siger formand for The Joy of Reading-prisens jury, Marian Morgan-Bindon, som også er chef for bibliotekerne i Oxford.

 

Hun mener, at Systematics Joy of Reading-pris er med til at øge bevidstheden om, at læsning har stor betydning for den enkeltes hverdag. ”Prisen anerkender de mange forskellige måder, man arbejder med at udbrede læseglæde rundt om i verden. Der er mange gode eksempler blandt de nominerede, som andre kan lade sig inspirere af og implementere i deres lokalområde. Med prisen får vinderen samtidig mulighed for at udvide sit projekt og dermed nå ud til endnu flere,” siger hun.

 

Evnen til at læse åbner døre

Bag The Joy of Reading prisen står softwarevirksomheden Systematic, som bl.a. udvikler biblioteksløsninger. Prisen er skabt som en hyldest til internationale initiativer, som arbejder for at udbrede læseglæde og komme analfabetisme til livs.

 

”Evnen til at læse er en døråbner til et væld af muligheder i livet, og det er vigtigt, at børn, fra de er helt små, får fortalt historier og lærer at reflektere over de fortællinger, de bliver præsenteret for. På den måde er Nal’ibali et meget fint eksempel på et læseprojekt, som tager fat det helt rigtige sted,” siger Michael Holm, CEO i Systematic.

 

Nal’bali – Reading for Enjoyment Campaign har eksisteret siden 2012, og det anslås, at 20% af den sydafrikanske befolkning har været i konktakt med projektet.

Hæder: Systematics Joy of Reading-pris skaffer bøger til børn i Sydafrika

Nal’ibalis formål er at ændre læsekulturen i Sydafrika fundamentalt – en historie ad gangen.

 

Den internationale jury lagde vægt på, at Nal’ibali – Reading for Enjoyment Campaign:

  • Fokuserer på forældre som rollemodeller for børns læsevaner
  • Skaber rammer, der giver børn mulighed for at elske læsning
  • Er målrettet alle aldersgrupper fra spædbørn til store teenagere
  • Tilbyder forskellige materialer fx spil, bøger, sange, lydbøger og mundtlige fortællinger som kan stimulere glæden ved at læse
  • Anerkender lokalsamfunds indflydelse og muligheder for at gøre en forskel
  • Er langsigtet, vedholdende og rammer bredt i befolkningen
  • Fokuserer på den betydning, det fysiske og sociale miljø har for læsning
  • Søger at forbinde og integrere alle de ovennævnte aspekter – kombineret med læseklubber og en ambition om at stille materialer til rådighed på de mange modersmål, som tales i Sydafrika.

 

Om prisen

The Joy of Reading Award er etableret af Systematic i samarbejde med Next Library® – en international bibliotekskonference, hvor fagfolk fra hele verden samles hvert andet år i Aarhus. Prisen blev uddelt for anden gang den 2. juni 2019 på Dokk1 Aarhus.

 

Med prisen følger en pengepræmie på 10.000 dollars, og vinderen udvælges af en international jury.

 

Prisen blev uddelt første gang i 2017 på Next Library Conference i Danmark af den hollandske prinsesse Laurentien, som er grundlægger af ​​The Reading and Writing Foundation.

 

 

Del artikel

Andre læser også