Har du en skuespiller i maven?: Storslået forestilling søger statister
Går du rundt med en lille skuespillerdrøm?
ReThinker er på jagt efter frivillige statister, der har lyst til at medvirke i Det Kongelige Teaters forestilling RAGNAROK, som skal spilles på Moesgaard Museum til sommer.
Forestillingen spiller i 29 dage, og hver aften er der omkring 3000 publikummer.
Der afholdes casting den 16. og 17. januar på Gellerupscenen i Aarhus, så skynd dig at tilmeld dig, hvis du er klar på en sommer fyldt med fællesskab, teater og dygtige skuespillere.
Du kan tilmelde dig her.
Garanti for kamp og magi
Kim Fupz Aakeson fletter i forestellingen ‘Ragnarok’ flere af den nordiske mytologis mest kendte myter sammen i en humoristisk og tankevækkende fortælling, der er skabt til det store format i skoven.
Heinrich Christensen iscenesætter med garanti for kamp og magi ved Moesgaard museum.
Stykket tager udgangspunkt i krigeren Liv, som vågner målløs op i Asgård, gudernes verden, et evigt liv er belønningen for at have mødt sit endeligt på slagmarken.
Her færdes hun blandt de guder, hun har æret og agtet hele sit liv: Odin, Thor, Frigg, Heimdal, Freja, dem alle sammen.
Men det går snart op for hende, at alt ikke er, som det skal være i asernes verden. Ligegyldighed og meningsløshed hersker blandt guderne, evigheden trækker tænder ud.
Liv forelsker sig i Odins søn, Balder, der er plaget af onde drømme og varsler. Da Balders bange anelser går i opfyldelse, og han møder sin død, vover Liv at tage turen til dødsriget for at overtale gudinden dernede, Hel, til at slippe Balder og lade ham vende tilbage til de levende.
Men den svigefulde Loke spolerer Livs plan og vækker gudernes vrede. Optændt af hævntørst og raseri, rejser de en mægtig hær til det endelige opgør med Loke, jætterne og mørkets skabninger.
Liv kan kun se på, mens gudernes moral krakelerer i deres iver for at stå så stærkt som muligt og skellet mellem godt og ondt fortoner sig i tågerne.
Det hele ender i ragnarok – i blod, død og kaos, hvor forbindelsen mellem guder og mennesker spændes til det yderste. Og måske lidt til.