Magi i biografen: Harry Potter vender tilbage på det store lærred
Snart kan de se eller gense nogle af verdens mest populære film om heksekunst og troldmandsskab.
Det er naturligvis de otte Harry Potter-film, vi taler om.
Lige meget om du er på fornavn med alle karaktererne, eller du stadig er lidt i tvivl om, hvem ham den onde er, så er der god grund til at kigge forbi Nordisk Film Biografer på Trøjborg og i Aarhus C.
Hver film vises over én weekend i perioden fra 11. januar til 16. marts 2025.
Billetter til 90 kroner
Det er er mere end 13 år siden, Harry Potter og Dødsregalierne – del 2 løb over skærmen for første gang som afslutning på hele filmserien.
Sidenhen har filmene i samme univers om Newt Scamander og de mange fantastiske væsener forsøgt at holde hele Harry Potter-universet i live, men de nåede aldrig helt den samme popularitet.
Nu er forberedelserne i gang til en tv-serie baseret på de originale bøger, så det er et perfekt tidspunkt at se alle filmene endnu en gang.
Billetprisen er 90 kroner pr. film, og filmene vises med engelsk tale og danske undertekster.
Nordisk Film opfordrer desuden til, at folk gerne må komme udklædte, så den magiske stemning for alvor kan mærkes.
Hvad: Se Harry Potter-filmene i biografen
Hvor: Nordisk Film Biografer i Aarhus
Hvornår: 11. januar til 16. marts 2025
Du kan købe billetter lige her. God fornøjelse!