Takeaway fra Havnens Perle – solid grillmad
Anmeldelse: Takeaway. Ejeren af den lille pølsevogn på Aarhus havn byggede i 2007 et nyt stort grillhus. Den har ellers haft sin faste plads på havnen siden 1962, men ligger nu 50 meter længere væk på en stor grund med masser af parkeringspladser. Jeg vil tro, at det er et af de meste kendte steder i Århus gennem årene. Der er altid mange mennesker i den store pavillon på havnen, som iøvrigt er kendt for sin hurtige betjening. Så fastfood er vist et dækkende ord – men af den bedre slags. Gæsterne er en blandet skare – stort set alle befolkningsgrupper i samfundet kommer her.
Vi valgte at prøve deres takeaway en dag – og hermed en anmeldelse af det. Havnens Perle er ikke ubetinget usund. Man har stadig det bedste fra en gamle pølsevogn, men også en del nye og sunde retter på menukortet.
Vi fik en gang kyllingesalat med pesto. Prisen var 50 kroner. Det var kylling tilberedt i grillovn. Der var godt med kyllingestykker i. Salaten var frisk. Ros for, at man får pestoen i et tilhørende bæger, så salaten ikke mister sprødheden. Det burde man gøre alle steder.
Næste valg var en stor chiliburger til 55 kroner. Bøffen var på 200 gram og godt krydret med chili. Den havde god smag – ikke for stærk. Chiliburgeren kommer med rå løg, ristet løg, chilidressing, remoulade og agurkesalat. Den smagte rigtig godt – en lidt anderledes burger, men absolut en anbefaling værdig. Kødet var helt perfekt efter min smag.
En frikadellesandwich med rødkål og agurkesalat går man sjældent galt i byen med. Den kostede 38 kroner. Frikadellerne vurderede vi til at være hjemmelavet. De var lune. En god sandwich til prisen – og som egner sig godt til takeaway.
Superburgeren er med 200 gram bøf. Prisen er 58 kroner. Temperaturen var middelvarm, men klart acceptabelt. Den var med ost og rigelig med bacon. God smag, dog var der lige rigelig med dressing, men det er igen smag og behag. Det gjorde ikke mig noget – jeg synes den sad lige i skabet.
Flæskestegssandwich med rødkål og agurkesalat til 49 kroner valgte familiens yngste medlem. Det er ikke verdens sundeste valg, men hold da op nogle skriver flæskesteg. De var godt 1 cm tykke, og med relativ lidt fedt på. De fleste af sværene var sprøde. Kun et par stykker var bløde.
Hakkebøf med bløde løg, rødbeder, brun sauce og kartofler har vi aldrig før fået som takeaway. Prisen var 75 kroner. Der var to bøffer med. Reel smag – som en dansk bøf nu smager. Der var rigeligt mad til 75 kroner.
To gange en halv grillkylling fra ovnen. Den ene med salat til og den anden pommes frites til. Prisen for den med salat var 74 kroner og den med fritterne koster 79 kroner. Kyllingen var fin stegt og de var store med meget kød på. Dog var der ikke den store smag, da de kun var grillet og ikke tilsat BBQ. Men de var klart bedre og mere saftige end friturekyllinger.
Sidste bestilling var en pita med oksekebab til 49 kroner. En pæn stor pita – godt fyldt. Der var dog lidt rigeligt med dressing til vores smag, måske kunne man komme dressing i et bæger ved siden af. Men smag og temperatur fejlede ikke noget.
Madens temperatur ved leveringstidspunktet
Den var acceptabelt, men alligevel en del varmere end vi forventede.
Leveret på aftalte tidspunkt
Ja, maden kom 15 minutter før det senest aftalte tid – stor ros for det. Leveringen blev foretaget af Just Eat.
Passer bestillingen – er alt med
Ja, alt var som som bestilt.
Råvarekvaliteten
Råvarerne fejlede så vidt vi kunne se ikke noget. Mange så ud til at være hjemmelavet og med god klassisk smag. Alt var frisk. Tilberedningen havde vi heller ikke noget at udsætte på.
Smag og velsmag
Vi var generelt tilfredse med smagen. Dog kunne vi godt savne lidt mere krydderi på de ovnstegte kyllinger, men ellers var vi meget tilfredse.
Pris/kvalitetsforhold
Priserne var fair. Portionerne var store – så du får noget for pengene.
Leveringspris
79 kroner for levering var i den dyre ende. Men det var også på dagens travleste tidpunkt vi bestilt.
Emballagen og skånsom transport
Maden kom i bokse. Den så okay indbydende ud – dog med lidt variation retterne i mellem. Der var intet som var ødelagt.
Vi vil anbefale takeaway fra Havnens Perle. Der er old school-grillmad, som man kender den fra ens barndom, men der er også kommet en del nye – og mere sunde retter på menukortet. I tre år i træk blev Havnens Perle kåret som “Byens Bedste Pølsevogn”, selvom vi nu ikke vurderer Havnens Perle som en Pølsevogn – med 50 indendørs-siddepladser er den vist for stor til denne kategori.
Havnens Perle
Sverigesgade 5 8000 Aarhus C Telefon +45 86 13 22 56 www.havnensperle.dk[mappress mapid=”65″]