Kan slå rekord fra 1947: Nu meldes hedebølge på vej til Danmark
Sommeren ser ud til at skrue markant op for varmegraderne i denne uge.
Efter flere dage med sol og tørt vejr ser Østjylland og resten af landet nu ud til at få en meget varm afslutning på ugen.
Ifølge DMI skyldes det varme sommervejr et højtryk, der de kommende dage ligger over eller nær Danmark og holder fronter og regn på afstand.
Fra midt på ugen ventes endnu varmere luft at strømme op over landet sydfra.
“Fredag kan vi flere steder i landet nå op over 30 grader, så sommerferien for landets skoleelever starter med solrigt og meget varmt vejr,” skriver DMI.
Også i Aarhus ser varmen ud til at ramme sidst på ugen.
Ifølge de aktuelle prognoser fra DMI kan temperaturen i Aarhus nå op omkring 30 grader både lørdag og søndag.
En landsdækkende hedebølge
TV 2 Vejret melder om, at varmen kan udvikle sig til en landsdækkende hedebølge.
En hedebølge opstår, når gennemsnittet af de højeste temperaturer over tre sammenhængende dage kommer over 28 grader.
De højeste temperaturer ventes især i Jylland, hvor det nær den tyske grænse kan blive op mod 35 grader.
Dermed kan Danmark nærme sig junirekorden på 35,5 grader, som blev målt i 1947.
I Aarhus ser det lige nu ikke ud til, at temperaturen kommer helt så højt op, men weekenden kan stadig blive usædvanligt varm for juni.
Læs også: Kongeuge på vej: Aarhus kan få over 30 grader “Prognoserne peger på en intens hedebølge, og temperaturer, der kan nærme sig historiske niveauer i Danmark.
Hedebølger i juni er relativt sjældne. Det kræver temperaturer over 28 grader, hvilket er højt så tidligt på sommeren,” siger Andreas Nyholm, meteorolog på TV 2 Vejret.
Troppenætter er en mulighed
Samtidig kan varme nætter komme i spil flere steder.
En tropenat opstår, når temperaturen ikke kommer under 20 grader i løbet af natten.
Prognoser flere dage frem er dog stadig forbundet med usikkerhed.
Små ændringer i vindretning, skydække og placeringen af den varmeste luft kan få stor betydning for, hvor højt temperaturen ender — især i en kystnær by som Aarhus.
Men tendensen er tydelig:
Aarhus og resten af Østjylland går mod en meget varm afslutning på ugen, mens Danmark som helhed kan komme tæt på historisk junivarme.