Helt eksklusivt: Amerikansk jazz-stjerne kommer til Aarhus
Don’t know why, sang Norah Jones og fik hele verden til at skrige svaret.
Denne gang kender vi det på forhånd, i hvert fald, hvis spørgsmålet er, hvor og hvornår du skal stå og synge med i sommeren 2025.
Her får danske fans af Norah Jones nemlig en enestående mulighed for at opleve den Grammy-vindende sangerinde og pianist, når hun besøger både Aarhus og København med to eksklusive koncerter.
Læs også: Mamma Mia: ABBA-hyldest kommer til Aarhus En prisvindende kunstner på turné
Norah Jones, der er kendt for sin bløde og varme stemme, tager sit seneste album Visions med på turné, efter at hun vandt prisen for “Best Traditional Pop Vocal Album” ved årets GRAMMY-uddeling.
Hun besøger Musikhuset i Aarhus den 11. juli til Aarhus Jazz Festival og DR Koncerthuset i København den 10. juli som en del af Copenhagen Jazz Festival.
Jones har været en del af musiklandskabet siden 2000, hvor hendes debutalbum Come Away With Me satte standarden for hendes karriere.
Med hits som førnævnte “Don’t Know Why” og et album, der solgte mere end 20 millioner eksemplarer, har Norah Jones for længst etableret sig som en af de mest ikoniske stemmer i jazz- og pop-verdenen.
Sidst Norah Jones spillede i Danmark var i 2017, hvor hendes koncert i Tivolis Koncertsal solgte ud.