Helt gratis: AGF inviterer til kamp på midlertidigt stadion
Når AGF spiller forårets første Superliga-kamp den 23. februar, bliver det på klubbens nye midlertidige stadion i Vejlby – Ceres Park Vejlby.
Men inden da, er der generalprøve på det nye stadion næste lørdag den 8. februar kl. 14, når AGF spiller testkamp mod FC København.
Og AGF ser frem til at blive en del af Vejlby og til at møde de nye naboer til Ceres Park Vejlby. Det skriver AGF i en pressemeddelelse.
Derfor inviterer AGF alle i de to nærliggende postnumre; 8200 og 8240 til gratis fodbold til generalprøven og en fodboldkamp mellem landets to største byer den 8. februar kl. 14.
Læs også: Se den her: Video viser AGF’s nye hjemmebane “Vi glæder os meget til at blive en del af Vejlby og ser frem til at møde vores nye naboer. Når man flytter ind i et nyt kvarter, handler det om at komme godt fra start.
Så vi håber at se mange fra lokalområdet til en slags ”housewarming” næste lørdag, hvor vi kan starte med at hilse på hinanden til en generalprøve på vores nye hjem i Vejlby,” siger marketingdirektør i AGF, Asger Munkholm, i pressemeddelelsen.

Naboer kommer gratis ind – men alle er velkomne
Hvis man bor i de pågældende postnumre, kan man hente fire gratis billetter hos AGF, så hele familien kan komme afsted.
Det foregår online og man kan se, hvordan man som beboer i lokalområdet får fat i billetterne lige her.
Udover de nye naboer, kommer der i sagens natur også mange andre fans til testkampen den 8. februar.
Torsdag var der allerede over 2.000 billetter ude til testkampen, der er en generalprøve for AGF på det nye midlertidige stadion inden den første 3F Superliga-kamp spilles på Ceres Park Vejlby den 23. februar.
Er man ikke nabo eller billetabonnent i AGF koster billetter til testkampen 50 kr. pr. voksen og 20 kr. pr. barn (til og med 14 år). Det åbne billetsalg starter i dag torsdag den 30. januar kl. 12.