Helt gratis: Fiskehandel i Aarhus uddeler 150 kilo frisk fisk
Fisk er sundt og lækkert. Og ofte også lidt dyrt.
Men det er ikke tilfældet hos P. Clausens Fiskehandel, som helt eksklusivt forærer intet mindre end 150 kilo fjæsinger væk til det aarhusianske folk.
Det sker i morgen fredag den 8. marts kl. 08.00.
Vil slå et slag for fjæsinger
Og hvorfor deler Clausens Fiskehandel så 150 kilo fjæsinger ud helt gratis, tænker du måske?
I et Facebook-opslag forklarer indehaver af fiskehandlen, Jakob Clausen, at fjæsing er det nye sort, og at han ønsker at lære folk at spise fisken, som måske mest af alt er kendt for sine giftige pigge.
“Vi takker de gæve fiskere og alle, der er tilsluttet projektet, og håber det kan være med til, at I, vores dejlige kunder, kan få øjnene op for en af de bedste spisefisk vi har i kongeriget. Skud ud til fjæsingen,” skriver Clausens Fiskehandel i opslaget.
Der deles max 4 stk. ud per person, og det er efter først til mølle-princippet.
Du finder Clausens Fiskehandel på Aarhus Lystbådehavn.