Helt gratis: Lær at reparere din cykel med genbrugte materialer
Hvis du ikke selv kan lappe et punkteret cykeldæk og sætte en olieindsmurt kæde på plads, har du nu muligheden for at lære det.
Sammen med foreningen Aarhus Cykelværksted tilbyder Kredsløb nemlig gratis vejledning i, hvordan du reparerer din cykel – endda med genbrugte reservedele, som ikke koster dig en krone. Det skriver Kredsløb i en pressemeddelelse.
På Kredsløbs nærgenbrugsstation på Godsbanen, kan du de fleste tirsdage fra kl. 17.00-19.30 stoppe forbi med din cykel og lære, hvordan du selv reparerer den.
På den måde sparer du ikke bare miljøet for CO₂ til nye reservedele og din pengepung for udgifterne til cykelmekanikeren – du kan endda springe køen til cykelsmeden over.
Lange ventetider til mekanikeren
Der er lige nu mangel på cykelmekanikere i hele landet, og derfor skal aarhusianske cyklister ifølge DRforvente en uges ventetid, for at komme til.
Det kan hurtigt stikke en kæp i hjulet på hverdagen, hvis cyklen er dit primære transportmiddel.
Heldigvis behøver du ikke trække langt for at få hurtig og kyndig hjælp, siger William Kaarsberg fra Aarhus Cykelværksted.
”Alle kan lære at reparere deres egen cykel. Så uanset, om du vil lære basale færdigheder som at lappe en slange eller mere avancerede reparationer, står vi klar til at hjælpe.
Vi vejleder dig fra start til slut, men idéen er, at du selv skal have fat i værktøjet. For når du først har lært det, kan du det resten af livet,” siger William Kaarsberg fra Aarhus Cykelværksted.
Han bakkes op af Lars Banke, der er chef for Affald & Genbrug hos Kredsløb:
”Aarhusianere, der allerede selv reparer deres cykler, er også meget velkomne til at komme forbi, låne værktøj og få del i de gratis reservedele.
Det handler nemlig ikke kun om færdigheder, men om at gøre cyklen til et endnu mere miljørigtigt transportmiddel. Med det her initiativ får vi genbrugt reservedelene, frem for at sende dem genanvendelse. Det kræver markant færre ressourcer, og så kommer det aarhusianerne til gode,” forklarer Lars Banke.
Tyven foretrækker nyt og dyrt
Det eneste, der er værre end en punkteret cykel, er en stjålet cykel. I 2023 blev der stjålet 4.576 cykler i Aarhus – og især dyrere racer-, el- og ladcykler står højt på cykeltyvenes liste ifølge brancheorganisationen Forsikring & Pensions seneste tal.
Så hvis du holder liv i din gamle jernhest, kan det altså tyde på, at du har mindre sandsynlighed for at stå op til en klippet lås og en manglende cykel.
Du kan følge med i Kredsløb og Aarhus Cykelværksteds events på Kredsløbs Facebook eller Instagram, hvor datoer for kommende events også bliver opdateret.
Hvor: Kredsløbs nærgenbrugsstation i Dirch Passers Gade
Hvornår: De fleste tirsdage fra kl. 17:00-19:30
Hvordan: Du behøver ikke booke tid, men skal blot dukke op med din cykel