Godt nyt til elbilister: Nu åbner 46 nye ladepunkter midt i Aarhus
Sallings p-hus er netop blevet 23 ladestandere rigere.
Dermed får stormagasinets besøgende nu mulighed for at lade deres elbil, mens de shopper i midtbyen.
Salling har nemlig i samarbejde med Sinding & Co. samt den øvrige del af ejerkredsen åbnet 23 ladestandere fra Norlys i parkeringshuset.
Det betyder, at 46 biler kan lade på samme tid. De er fordelt med seks 50 kW-udtag/hurtigladere i stueetagen og 40 styk 22kW-udtag/normalladere på fjerde etage i p-huset, skriver Salling Group i en pressemeddelelse.
Oplad bilen døgnet rundt
Tor Sinding, direktør i Sinding & Co. er glad for, at 46 elbilister nu kan lade på samme tid i Sallings p-hus.
“Vi vil gerne bidrage til mobiliteten i midtbyen. Det skal være nemt at være elbilist i Aarhus, og derfor er vi glade for, at vi har mulighed for at tilbyde opladning af bilen hele døgnet rundt i parkeringshuset.
Vi ønsker at blive et af beboere og kunders foretrukne sted, når de skal lade bilen i midtbyen,” lyder det fra Tor Sinding.
Hvert år anvender mange tusinde bilister Sallings p-hus, og antallet af elbilister stiger.
Endnu flere ladestandere på vej
Derfor glæder det også direktør i Salling, Marianne Bedsted, at stormagasinet kan give kunderne og byens øvrige beboere muligheden for at lade centralt i midtbyen.
“Vi er rigtig glade for, at vi kan tilbyde byens mange elbilister, at de kan lade bilen, mens de handler i midtbyen, er på besøg i byen, eller bor i centrum.
Vi vil gerne være med til at gøre det endnu mere attraktivt at være elbilist i Aarhus. Foruden at gøre det lettere at være elbilist, så bidrager vi aktivt og konkret til Aarhus Kommunes ønske om grøn mobilitet,” udtaler hun.
Læs også: Se billederne: Nye gavlmalerier er færdige i Aarhus Der er planer om at udvide med endnu flere ladestandere i Sallings parkeringshus, ligesom man også undersøger muligheden for at få solceller på øverste etage af p-huset.