Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Se kortet: Her bliver parkering dyrere i Aarhus

Af Jonathan Sten Drivsholm
Frederiksbjerg hører blandt de områder, der bliver en del af rød parkeringszone. Foto: Google Street View
Frederiksbjerg hører blandt de områder, der bliver en del af rød parkeringszone. Foto: Google Street View

Ved årsskiftet udvides den røde parkeringszone, som hidtil kun har omfattet midtbyen.

Dermed bliver det dyrere at parkere i tre områder af Aarhus.

Det oplyser Aarhus Kommune på Facebook.

“Til januar bliver Trøjborg, Frederiksbjerg og området ved det gamle amtssygehus en del af den røde parkeringszone,” lyder det.

Gælder disse områder i Aarhus

Du skal dog være opmærksom på, at ændringerne først træder i kraft, når kommunen har skiftet alle parkeringsskilte i de enkelte områder.

Så længe den zone, du parkerer i, er gul i din betalingsapp eller på betalingsautomaten, er det reglerne for gul zone, der gælder.

Dermed må du altså fortsat parkere de første to timer gratis mod korrekt registrering, indtil samtlige parkeringsskilte i områderne har skiftet farve til rød.

Når det sker, skal du vænne dig til at betale for parkering fra første time.

Se kortet: Her bliver parkering dyrere i Aarhus
Her indføres rød parkeringszone. Kort: Aarhus Kommune

Vil gøre byen mere klimavenlig

Aarhus Kommune medgiver, at det kan virke unødigt forvirrende:

“Men forklaringen er – synes vi selv – egentlig ret lige til: Vi kan ikke skifte de knap 900 skilte over natten, og derfor venter vi med at skifte zonefarven og dermed parkeringsreglerne i apps og på automater, til vi er sikre på, at alle parkeringsskilte i de enkelte områder siger det samme. Dét, synes vi, er bedre, end at I skal være usikre på reglerne og endda risikere at betale for meget for parkering.”

Ambitionen er, at de nye regler skal reducere trængslen på vejene og bidrage til et mere klimavenligt Aarhus.

Håbet er, at flere vil lade bilen stå eller helt vælge den fra til fordel for cyklen, den kollektive trafik eller gåbenene.

Del artikel

Andre læser også