Tårnhøj pris: Her er Aarhus’ dyreste bolig lige nu
Der er hundredevis af boliger til salg i og omkring Aarhus, men én adskiller sig fra de andre.
En klassisk storvilla i Marselisborg-kvarteret er nemlig med afstand byens dyreste ejendom lige nu.
Prisskiltet lyder på hele 25,5 mio. kr., og dermed er villaen over 5 mio. dyrere end byens næstdyreste ejendom.
Den hvide villa med sortglaseret tegltag blev opført helt tilbage i 1909, og selvom boligen er fornyet, har den ifølge salgsopstillingen hos Lilienhoff ‘bibeholdt sjælen og charmen på elegant vis’.
Boligen fylder 280 kvadratmeter med en kælder på 130, og indenfor finder man massive sildebensgulve samt stuk og loftrosetter.
Du finder også tre badeværelser og et gæstetoilet, en rummelig hems og masser af lækre rum.
Grunden er i alt 1.186 kvadratmeter, og så ligger den rigtig godt placeret i et eksklusivt kvarter tæt ved Tivoli Friheden og Tangkrogen og i gåafstand til Frederiksbjergs samt alle midtbyens muligheder.
Bliver ikke dyreste salg
Næstdyreste ejendom i Aarhus lige nu er en helårsgrund til 20 mio. kr. i Risskov, hvor man også finder nummer tre på listen – en villa med 7 værelser, som er marginalt billigere.
Selvom Marselisborg-villaen bliver solgt til prisen på 25,5 mio. kr., er den ikke i nærheden af det dyreste salg nogensinde i Aarhus.
I sommer blev en villa i Risskov nemlig solgt for svimlende 43,3 mio. kr..
Heller ikke, hvis man ser på udbuddet af luksusejendomme i Østjylland, topper Marselisborg-villaen listen.
Det gør derimod en kæmpe landejendom på Djursland, som er til salg for hele 70 mio. kr.
Se flere billeder af Marselisborg-villaen her