Koster kassen: Her er de 5 dyreste boliger til salg i Aarhus
Er der stadig lidt knaster tilbage på kontoen efter feriens fornøjelser, og overvejer du at rykke i nye rammer?
Pengene kan hurtigt få ben at gå på, hvis du er på udkig efter et nyt hjem her i det aarhusianske.
Der er selvfølgelig mulighed for at finde boliger i alle prisklasser, meeen det er jo nu en gang sjovest at drømme om dem, der kræver den helt tykke tegnedreng.
Og der er rig mulighed for at drømme.
Læs også: Helt nye tal: Så meget skal du tjene for at blive husejer i Aarhus Lige nu er der fem boliger til salg i Aarhus Kommune med et prisskilt på 30 millioner kroner eller mere.
Du finder dem alle her:

Harlev Møllevej 7
Listens “billigste” bolig finder du på Harlev Møllevej.
Ejendommen ved navn Ludvigsholm har en rig historie, der går mange hundrede år tilbage og begynder med vandmøllen Harlev Mølle, som den kraftige strøm i Aarhus Å holdt kørende frem til 1950.
Hovedhuset og de tilstødende længer med lejligheder og festlokaler er opført i 1789, mens den dobbelte garage oprindeligt blev opført i 1817 som rejsestald ved Årslev Kro og genopført her i 1950’erne.
“I den store parkhave omkranset af træer finder du flere skønne terrasser og hyggekroge – herunder et stråtækt lysthus helt nede ved åen samt et orangeri, hvor du kan nyde solen uden at skulle bekymre dig om vinden,” skriver mægleren.
Læs mere hos Lokalt Liebhaveri

Dalgas Avenue 48
På Dalgas Avenue ligger det, der beskrives som en storslået palævilla med et prisskilt på 32 millioner kroner.
Efter i en årrække at have fungeret som erhvervsejendom kan de 646 etagemeter nu blive hjem for en eller flere familier.
Læs også: Milliardær slår til: Køber kendt Aarhus-ejendom for kæmpe beløb “Ejendommen blev opført i 1915 og fik navnet Villa Strandvang, som understreger nærheden til stranden og bugten.
Det klassiske udtryk er bevaret og løftet med en mørk sokkel og et vindfang med kobbertag og spir, som sørger for en flot velkomst,” skriver mægleren om boligen.
Læs mere hos Lokalt Liebhaveri

Vibevej 25
Tager vi et kig på den fjerdedyreste bolig i Aarhus lige nu, skal vi en tur til Risskov.
På en af de mest attraktive adresser ligger denne liebhaverbolig direkte ud til vandet med panoramaudsigt over bugten
“Huset er opført i 2023, tegnet af AART arkitekter og fremstår som et kompromisløst, moderne mesterværk i absolut topkvalitet.
Boligen rummer 296 etagemeter fordelt på tre etager, hvor et gennemgående design med skandinavisk minimalisme og naturmaterialer i topklasse binder hele hjemmet sammen,” lyder det fra mægleren.
Prisen? Små 32 millioner kroner.

Solmarksvej 34
Ved samme kyststrækning – for enden af Solmarksvej – ligger denne villa helt ud til stranden.
Prisen er anelse højere og lyder på 32.500.000 kroner.
Læs også: Kendt skole forvandles: Nye byhuse skyder op midt i Aarhus Villaen er gennemgribende ombygget i 2012 og beliggenheden – den fås altså ikke meget bedre:
“Her bor I i første række til vandet med et stort grønt areal foran jer og små klitter, der skaber en helt særlig, maritim stemning.
Beliggenheden er noget helt særligt – I får ro og privatliv lidt tilbagetrukket fra livet langs stranden, men stadig en imponerende panoramaudsigt over hele Aarhus Bugten med kig til både Aarhus Ø og det bakkede Mols,” skriver mægleren.

P. Heises Vej 4A
Midt i det eftertragtede Komponistkvarter, omkranset af Mindeparkens grønne trækroner og kun et stenkast fra bugten, ligger en helt særlig villa.
Villaen er Aarhus’ dyreste til salg lige nu og koster svimlende 32.900.000 kroner.
Men så får du også i alt 442 etagemeter, elevator og udsigt til både park og vand, der tager livsnyderi til et helt nyt niveau.
Ejendommen blev opført i 1909, men fik i 2018 en gennemgribende renovering, hvor intet blev overladt til tilfældighederne.
Resultatet er et hjem, hvor klassiske detaljer som sildebensparket, høje paneler og smukt svungne trapper møder moderne komfort, gennemtænkt belysning og materialer af absolut topkvalitet.
Læs også: Sjælden perle i Latinerkvarteret: Historisk byhus sat til salg Badeværelserne emmer af wellness med italiensk marmor og indbygget stjernehimmel over spabadet.
Og så er der elevator mellem etagerne – en luksus, der gør hverdagen lidt mere elegant.