Kongespil og petanque: Hvilke aktiviteter skal det nye Vesterbro Torv rumme?
Byrådet godkendte i december den endelige udformning af fremtidens Vesterbro Torv.
Planen er fortsat, at Vesterbro Torv og gaderne omkring bliver forvandlet til et nyt grønt byrum, hvor der er plads til byliv.
Og der er bl.a. blevet plads til cykelstier i begge retninger på Vesterbrogade samt parkeringslommer, hvor beboere, kunder og vareleverandører kan sætte ting af.
Næste skridt er at planlægge de sidste, men vigtige detaljer, skriver Aarhus Kommune.
I den forbindelse inviterer kommunen alle interesserede til et borgermøde, hvor man kan se den endelige plan for Vesterbro Torv, ligesom der vil være mulighed for at komme med idéer til aktiviteter på torvet.
Mødet foregår i Folkehuset Møllestien tirsdag den 14. januar kl. 17.00-18.30, og du tilmelder dig lige her senest den 10. januar.
Når de sidste detaljer er på plads, skal der findes en entreprenør, inden arbejdet ventes at begynde til sommer.
Sådan skal torvet se ud
Vandet kommer til at spille en central rolle, når kommunen sammen med Aarhus Vand etablerer løsninger, der skal forsinke regnvandet, inden det ender i åen.
Torvet bliver et stort sammenhængende grønt torv, der følger terrænet i tre terrasser.
På nordsiden er der sol med plads til ophold, fællesspisning, marked og aktiviteter, mens der på midten skal være plads til gående, vand, træer og ophold.
På sydsiden gives plads til at vente på bussen samt til de mange cyklister.
Der vil fremover stå cirka 25 træer på selve torvet og 70 træer yderligere på gaderne omkring torvet.
Ombygningen af torvet omfatter også de tilstødende gader, så det alt i alt bliver en tryggere oplevelse at færdes i området.
Du kan læse mere om fremtidens Vesterbro Torv lige her