Beredskabet melder ud: Her er status på storbrand

“I dansk beredskab opererer vi med tre typer af hændelser: Hverdagshændelser, store hændelser og ekstraordinære hændelser.
Som kommunalt redningsberedskab skal vi være dimensioneret til at håndtere hverdagshændelser og store hændelser,” skriver Østjyllands Brandvæsen på Facebook.
Og i går blev brandvæsenet trykprøvet i at håndtere en stor hændelse, da en storbrand brød ud i et lagerhotel i Aarhus Nord.
Der var ingen mennesker i livsfare i forbindelse med branden.
Derfor blev beredskabets mål at redde alle de omkringliggende nabovirksomheder:
“Det lykkedes! Selve industribygningen, hvor branden opstod, kunne ikke reddes og i stedet for at bruge store mængder vand på en umulig opgave, besluttede vores indsatsleder, at der skulle foretages en kontrolleret nedbrænding. Et klogt og klimabevidst valg,” lyder det fra Østjyllands Brandvæsen.
60 brandfolk i indsats
Kl. 21.13 modtog brandvæsenet meldingen.
Her blev både Aarhus Nord og Aarhus City aktiveret samtidig.
Derefter blev både styrker Station Aarhus Syd, Beredskab & Sikkerhed – Randers, Favrskov, Djursland og Station Odder tilkaldt.
“I alt aktiveres Operationschef, 2 stabsmedarbejdere, 3 disponenter i vagtcentralen, 3 indsatsledere i marken, 60 brandfolk til indsats, 20 brandkøretøjer, 2 droneoperatører, 10 frivillige til fyldning af luftflasker, forplejning, etablering af vand fra åben vandforsyning (i stedet for vand fra brandhanerne), 8 brandfolk til at opretholde intakt beredskabsdækning i vores ansvarsområde.
Station Galten aktiveres til efterslukning ud på natten. Aarhus Kommunes miljøvagt tilkaldes så vi sammen kan sikre, at det stærkt forurenede slukningsvand ikke skader miljøet,” skriver Østjyllands Brandvæsen.
Beredskabsstyrelsens Kemisk Beredskab og HazMat blev desuden aktiveret til at foretage luftmålinger og beregne brandrøgens nedslag.
Brandvæsenet sender en tak til Beredskab & Sikkerhed, Østjyllands Politi, Region Midt, Aarhus Kommune og Beredskabsstyrelsen for det gode samarbejde.