Nyt kapitel begynder: Her er Tivoli Frihedens nye ejere

Tirsdag kunne vi fortælle, at Tivoli Friheden kommer på nye hænder efter en stor millionhandel.
Læs også: Medie afslører: Tivoli Friheden solgt for stort millionbeløb Nu afslører Tivoli Friheden i en pressemeddelse, hvem de nye ejere er.
En ny ejerkreds overtager nemlig Aarhus’ største attraktion, Tivoli Friheden, og er klar til – med både kærlighed til parken og respekt for dens historie og ånd – at føre udviklingen videre.
Efter 25 år med en massiv udvikling, der har hævet Tivoli Frihedens besøgstal fra ca. 235.000 til knap 700.000 gæster, og med nye tiltag som Fed Fredag®, Halloween, Jul i Friheden, Blomsterfestivalen, Hermans og senest Koncert-Øen, kan de nuværende ejere med stolthed sende stafetten videre.
Fire lokale ildsjæle
Den nye ejerkreds består af fire lokale ildsjæle – Henrik Rasmussen, Jakob Christensen, Morten Dige Have og Poul Steffensen – der alle har dyb kærlighed til Tivoli Friheden og til Aarhus.
“Da muligheden opstod for sammen at kunne fortsætte den positive udvikling, som Tivoli Friheden har gennemgået, og samtidig være med til at sætte vores eget præg på både Tivoli Friheden og på Aarhus, så var det et helt naturligt valg.
Vi glæder os til at bygge videre på alt det stærke, der allerede er skabt, og vores klare ambition er at udvikle Tivoli Friheden med hjerte, passion og respekt for den særlige ånd, som gør parken unik,” udtaler Poul Steffensen, bestyrelsesformand for det nye selskab.
Afgående bestyrelsesformand, Niels Opstrup, udtaler i forbindelse med salget:
“Der er sket meget med Aarhus – og med Tivoli Friheden – siden jeg for godt 25 år siden samlede en gruppe erhvervsfolk, der med hjertet bankende for Aarhus ville sikre, at Tivoli Friheden kunne forblive på lokale hænder. I dag er vores mission fuldendt, og vi er både taknemmelige og glade for, at nye stærke kræfter nu står klar til at løfte parken videre ind i fremtiden.”
Tivoli Frihedens nuværende ledelse og medarbejdere fortsætter uændret, med administrerende direktør Henrik Ragborg Olesen i spidsen.
Parterne er enige om ikke at offentliggøre den pris, som den nye ejerkreds har betalt for at overtage Tivoli Friheden A/S, som oprindeligt blev grundlagt som traktørsted ”langt ude i skoven” helt tilbage i 1904.