Frisk hjemmet op med blomster: Her finder du smukke buketter i Aarhus
Vi bruger alle sammen mere tid end normalt bag hjemmets fire vægge.
Derfor er det også oplagt at gøre lidt ekstra ud af de hjemlige omgivelser – og hvad pifter stuen mere op end en farvestrålende buket blomster, som kan lyse de grå januardage en smule op?
Heldigvis holder nogle af byens blomsterhandlere stadig åbent. Læs med her og bliv inspireret til, hvor du kan købe din næste buket blomster – til dig selv eller en du har kær.
Arkadegartneren på Strøget
Har du gået en tur ned gennem Strøget i Aarhus, er du med garanti også stødt på Arkadegartneren – og ellers har du måske hørt ejeren råbe i bedste kræmmerstil:
”Godt tilbud, kun i dag, 20 kroner for et bundt roser, kom og køb”
Her finder du et stort udvalg af sæsonens mest populære blomster, og du kan med garanti finde et bundt til en god pris.
Magasin Flowers
I sommers åbnede Magasin Flowers foran Magasin i Aarhus.
Konceptet er helt enkelt og med faste priser – du får et bundt blomster for 69 kroner og to for 119 kroner. Vil du have bundet din helt egen personlige buket, er dette også en mulighed.
Blomsterne er hentet direkte fra auktioner i Holland, og derfor tilbyder Magasin Flowers altid det nyeste inden for blomsterverdenen.
Magasin Flowers i Aarhus har de samme åbningstider som Magasin, så man kan købe friske blomster fra morgen til aften alle ugens syv dage.
Paustian Blomster
Foran Paustian, i hjertet af Aarhus, finder du det fineste lille blomster- og plantemarked på Lille Torv, hvor du både kan få indendørs og udendørs planter.
Du kan også bestille en personlig, smuk blomsterbuket efter eget ønske, som kan afhentes på Lille Torv mandag til lørdag kl. 10-16.
Ingerslev Marked
Torvet på Ingerslevs Boulevard forvandles hver onsdag og lørdag fra kl. 8-14 til et af de mest levende torve i Danmark.
Gå en tur ned gennem markedet og bliv fristet af de mange forskellige boder med alt fra nybagt brød, friskbrygget kaffe, frugt og grønt, ost, kød fra slagteren – og altså også smukke, friske blomster.
No 12.
Foran den lille butik No. 12 på Telefontorvet, bliver du mødt af farvestrålende bundter, som lyser gaden op.
Udover at du kan få fine blomster til gode priser hos No. 12, kan du også få en særdeles lækker salat med på vejen.
Butikken tilbyder nemlig også salater, sandwich, snacks, kage, kolde og varme drikkevarer samt gaveartikler.