Aarhusiansk park med på ny liste: Her finder du Danmarks smukkeste haver

Du kender helt sikkert Marselisborg Slotspark, men kender du alle landets smukkeste haver?
Formentlig ikke – men det kan du komme til nu, og du kan endda også komme på rundvisning i dem.
Foreningen The Danish Club har nemlig udvalgt landets 50 smukkeste haver, og listen kan du bruge som guide, hvis du vil ud at opleve grønne planter og smuk natur.
En af haverne, der er udvalgt til listen, ligger i Aarhus, mens flere ligger tæt på, så du behøver ikke at rejse langt for at tage på havevandringer i alt fra slotshaver til kønne, offentlige parker og spændende oaser.
En tilbagevendende tradition
Det aarhusianske indslag på listen er Marselisborg Slotspark, som blev anlagt i engelsk landskabsstil i årene omkring 1902 og stadig er at finde ved Dronningens sommerresidens.
Ikke langt fra Aarhus kan du som nævnt nyde flere af de andre haver, som hører blandt Danmarks smukkeste.
Det gælder Gammel Estrup og Clausholm Slot på Djursland såvel som De Geometriske Haver ved Herning, Den Kreative Have ved Horsens og Tirsbæk Gods ved Vejle, som alle ligger indenfor en times kørsel.
Kærbakkens Permahave på Samsø er også med på Top 50 Haver, som The Danish Club har døbt listen.
“Da vi sidste år for første gang lancerede Top 50 Haver, blev vi meget overvældet over den interesse vi oplevede for foredragsturnéen. Vi har derfor valgt at gøre Top 50 Haver til en tilbagevendende tradition.
Det er ikke let at blive udvalgt til Danmarks Top 50 Haver. Det kræver virkelig en indsats udover det sædvanlige at skabe en have, der kan gøre sig fortjent til at komme på listen.
Alligevel har flere nye haver sneget sig ind på listen i år bl.a. Humlemagasinet på Nordvestfyn,” siger Merete Otillia Knudsen, der står bag foreningen The Danish Club.
Se alle Danmarks smukkeste haver og find tidspunkter for rundvisninger lige her.