Endelig er de her: Her kan du allerede få lækre fastelavnsboller i Aarhus

Du gik måske og troede, at det var tid til en pause fra højtiderne her efter jul og nytår, men det er det heldigvis ikke!
Fastelavnsbollesæsonen er nemlig den næste i rækken – og hos flere af byens bagerier kan du faktisk allerede nu få fingrene i de lækreste fastelavnsboller.
Se, hvor du skal gå hen, lige her.
Schweizerbageriet
Hos Schweizeren ved man, hvad aarhusianerne vil have, og derfor er fastelavnsbollerne allerede landet på hylderne.
Her kan du få tre forskellige slags af den snaskede flødeskumsvariant: hindbær, creme og flødeskum, sveske og creme og flødeskum samt en variant bare med creme og flødeskum.
Vi blev naturligvis lige nødt til at lægge vejen forbi byens ældste bager – bare lige for at skyde fastelavnsbollesæsonen i gang med manér.
Og vi må endnu engang rose fastelavnsbollen med hindbær, som er en tilbagevendende klassiker. Sød creme, blød flødeskum og frisk hindbær. Sidstnævnte kan man virkelig smage, og det giver point.
Du kan naturligvis også få gammeldags fastelavnsboller med remoncecreme og chokoladestykker i hos Schweizeren – haps!
Hvor: Schweizerbageriet, M.P. Bruuns Gade 56.

Lagkagehuset
I dag landede årets fastelavnsboller hos Lagkagehuset, og her er der som sædvanligt masser af varianter at vælge mellem.
Er du (også) til de store, snaskede flødeskumsvarianter, så kan du vælge mellem creme og vanilje, hindbær og Sarah Bernhardt, blåbær og nougat, rabarber samt mokka og saltkaramel.
Som noget nyt introducerer Lagkagehuset i år den svenske Semla i fastelavnsbollesortimentet. En blød fastelavnsbolle med kardemommecreme, sød mandelmasse og masser af flødeskum.
Hvor: Lagkagehuset, M.P. Bruunsgade 34, Langenæs Allé 14, Thorvaldsensgade 26A, Nordre Strandvej 45 C, st. (Risskov), Grenaavej 275 (Risskov) og Rosenvangs Allé 187 (Højbjerg).
Martin Ib
I morgen fredag kan du også få fingrene i lækre fastelavnsboller hos Martin Ibs bagerier.
Her kan du få to slags gammeldags – med remonce og belgisk chokolade eller med remonce og hindbær.
Af flødeskumsvarianter kan du vælge mellem hindbær og flødecreme eller Sarah Bernhardt og solbær.
Vi husker særligt sidstnævnte fra sidste år, og den kan vi kun anbefale dig at smage hurtigst muligt (så kan du nemlig når at spise flest muligt af dem, mens de er i sortiment).
Hvor: Martin IB, Skanderborgvej 18-24 (i Meny), Søren Frichs vej 36c, Mariane Thomsens gade 1 og Risskov Brynet (i Meny).