Teater i Aarhus: Få overblik over aktuelle teater-forestillinger i byen
Teaterforestillinger kan noget helt specielt, og i teatersalen er der en magi og en indlevelse, man ikke finder andre steder.
Nærvær, kreativitet, fortællinger og kostumer bidrager til den unikke stemning, og fra salens bløde sæder, kan du opleve historien udfolde sig på de skrå brædder i et af Aarhus’ teatre.
Få inspiration til din næste teateroplevelse i Aarhus lige her.
Aarhus Teater
I hjertet af Aarhus ligger Aarhus Teater, som er Danmarks største landsdelsscene med forestillinger 6 aftener om ugen på op til 4 scener.
Teatret er bevaret i sin oprindelige pragt som kulturelt kraftcenter midt i Danmarks næststørste by.
Med et fast ensemble på 12-15 skuespillere kan du i sæsonen opleve klassisk dramatik, musikforestillinger, sceniske eksperimenter, børneteater og nyskrevet dramatik.
Se Aarhus Teaters program her.
Hvor: Teatergaden 1, 8000 Aarhus C
Teatret Svalegangen
Hos Teatret Svalegangen er målet at sætte tidens tanker og følelser i bevægelse.
Teatret Svalegangen har 3 scener og mere end 20.000 gæster årligt, og her tror de på, at kunst, der reflekterer og debatterer vores samtid nedbryder barrierer, skaber identitet og fællesskab samt styrker den demokratiske sammenhængskraft.
Teatret Svalegangen har 3-5 egenproduktioner og ca. 16 gæstespil om året. Desuden huser teatret hvert år 2 teatergrupper som producerer deres forestillinger i huset.
Se Teatret Svalegangens program her.
Hvor: Rosenkrantzgade 21, 8000 Aarhus C
Musikhuset Aarhus
Musikhuset Aarhus er det største koncerthus i Norden og byder på et utal af flotte forestillinger lige fra pop til opera. Fra rock til barok. Fra studerende til internationale stjerner.
Musikken og stærke liveoplevelser er i centrum, når Musikhuset Aarhus hvert år involverer, inspirerer og underholder op mod million gæster.
Med storslået akustik og smuk arkitektur er husets 10 scener og syv sale ramme om mere end 1.500 årlige arrangementer.
Hvor: Thomas Jensens Alle 1, 8000 Aarhus C
Bora Bora
‘Bora Bora – Dans og Visuelt Teater’ præsenterer dans og scenekunst fra ind- og udland, arrangerer lokale, nationale og internationale festivaler og er et produktionscenter for det lokale dansemiljø i Aarhus.
Bora Boras globale udsyn er en naturlig tilgang til en scenekunstform, der ikke er begrænset af sprogbarrierer og som har interaktion og udveksling på tværs af kulturer som et af sine mest markante kendetegn.
I tilknytning til Bora Bora ligger caféen HeadQuarters, som du altid skal igennem for at se en forestilling. Før og efter forestillingen kan du hygge dig i caféen og få en kop kaffe.
Hvor: Valdemarsgade 1, 8000 Aarhus C
Teater Refleksion
Teater Refleksion er et nysgerrigt og ambitiøst dukke- og animationsteater, der skaber nærværende og aktuelle fortællinger i både børne- og voksenhøjde.
Her møder du essentielle og jordnære temaer fra hverdagen, hvor der samtidigt er plads til overraskelser. Gennem mødet med det ukendte udfordres og inspireres publikum, og hvem ved – måske er det med til at åbne for nye måder at se verden på.
Dukkernes fremtoning og raffinerede bevægelser giver karaktererne liv. Og med scenografi, lyd og lys males flotte visuelle billeder omkring fortællingerne skabes en atmosfære af ro, koncentration og nærvær, hvor magi opstår.
Se Teater Refleksions program her.
Hvor: Frederiksgade 72, 8000 Aarhus
Teatret gruppe 38
Teatret Gruppe 38 har eksisteret siden 1972, og er i dag et prisbelønnet teater med scene på Aarhus Ø.
Her præsenteres scenekunst, både på egen scene og på turné i ind- og udland.
Teatret Gruppe 38 skaber vægtige forestillinger med en særegen kunstnerisk profil og altid med finurlighed og dybde.
De håndplukker både danske og internationale gæstespil, som altid vækker til eftertanke og griber publikum om hjertet – og meget gerne med et skævt smil.
Se Teatret gruppe 38’s program her.
Hvor: Irma Pedersens Gade 222, 8000 Aarhus
Teaterhuset Filuren
Filuren er et hus med både en professionelt producerende børne- og ungdomsteater og et pædagogisk fritidstilbud for børn og unge i alderen 3 – 18 år og et kompetencecenter for æstetisk læring.
Teatret producerer hvert år spændende forestillinger for børn og unge i alderen 3-18 år. Derudover viser de forestillinger fra ind og udland i efterårs- og vinterferien.
De spiller forestillinger for skoler, børnehaver og for hele familien, og skole/børnehave-forestillingerne spiller primært om formiddagen, så man som institution kan tage børnene med i teateret.
Se Teaterhuset Filurens program her.
Hvor: Thomas Jensens Allé 2, 8000 Aarhus
Teater Katapult
Teater Katapult har eksisteret siden midt 90erne og er opstået ud af et ønske om at behandle aktuelle tematikker fra den verden, der omgiver os: Sparke debatter i gang, vække eftertanke og slå publikums autopilot fra.
Derfor har Katapult også fra starten været det skrivende teater med fokus på den tekst, der danner grundlaget for scenekunsten.
Teater Katapult præsenterer hver sæson 15-20 samfundsrelevante og tankevækkende gæstespil, 1-2 egenproduktioner og en række andre arrangementer med fortællingen som omdrejningspunkt.
Om det så er comedy eller StorySlam, så ligger fokus på fortællingen, nærheden og ægtheden.
Se Teater Katapults program her.
Hvor: Skovgaardsgade 3, 5, 8000 Aarhus