Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Hjælp krigens ofre i Ukraine: Bliv en del af stor indsamling i Aarhus

Af Camilla Lützhøft Stahlschmidt
Foto: Bax Lindhardt, Folkekirkens Nødhjælp
Foto: Bax Lindhardt, Folkekirkens Nødhjælp

I disse dage følger vi alle med i nyhederne og bliver påvirket af historierne om den meningsløse krig i Ukraine.

Tusindvis af familier, der for kort tid siden levede et fredeligt liv, er sendt på flugt fra deres hjem, og der er akut behov for mad og husly til de krigsramte.

Vi er mange, der gerne vil gøre noget, men det kan være svært at finde ud af, hvordan og hvor man hjælper bedst.

Der er dog heldigvis konkrete ting, du kan gøre for at støtte krigens ofre.

En af dem er at deltage i Folkekirkens Nødhjælps store sogneindsamling, som finder sted søndag 13. marts.

Søger indsamlere i Aarhus

Den traditionsrige sogneindsamling har de seneste to år været nødsaget til at rykke online grundet coronakrisen, men nu vender den tilbage i sin fysiske form, og Folkekirkens Nødhjælp søger derfor indsamlere.

”Vi er glade for, at vi endelig kan gå på gaden igen for at samle ind til mennesker i nød. For os er det en vigtig dag, hvor vi ikke kun samler ind, men også spreder budskabet om, at vores medmennesker ude i verden står over for nogle meget alvorlige udfordringer,” siger Birgitte Qvist-Sørensen, generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp.

Hjælp krigens ofre i Ukraine: Bliv en del af stor indsamling i Aarhus
Foto: Bax Lindhardt, Folkekirkens Nødhjælp

Med den aktuelle situation i Ukraine er der akut behov for hjælp, og Folkekirkens Nødhjælp har derfor valgt, at en del af indtægterne fra årets sogneindsamling går til krigsramte familier i Ukraine.

Hos hjælpeorganisationen håber man derfor, at så mange aarhusianere som muligt vil gå ud i byen med indsamlingsbøsserne søndag 13. marts.

”Lige nu fylder krigen i Ukraine meget hos danskerne, og mange har lyst til at gøre en forskel. Vi har lyst til at hjælpe vores medmennesker i nød. Det er rent faktisk muligt, hvis man melder sig som indsamler,” siger Birgitte Qvist-Sørensen, generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp.

Sådan hjælper du

Hvis du vil hjælpe med at samle penge ind til ofrene for krigen i Ukraine, kan du melde dig som indsamler her.

Du kan enten samle ind alene eller i selskab med andre, så inviter gerne en ven eller din familie med, så I kan få en god og givende dag sammen, mens I støtter det gode formål.

Som indsamler bruger du omkring to-tre timer af din søndag på at gå rundt i dit lokalområde, hvor du bliver mødt med smil af lokale borgere, som sætter pris på, at du giver en hjælpende hånd.

Hjælp krigens ofre i Ukraine: Bliv en del af stor indsamling i Aarhus
Foto: Bax Lindhardt, Folkekirkens Nødhjælp

Du starter dagen på det lokale mødested, hvor du kan hilse på de andre indsamlere, når der er morgenmad, kaffe, te og andre forfriskninger.

Her får du udleveret din indsamlingsbøsse samt en mulepose, som du må beholde, når du er færdig.

Dernæst begiver du dig ud på den rute, som den lokale indsamlingsleder tildeler dig, og når du er færdig, vender du atter retur til mødestedet, hvor du bliver budt på en kop kaffe og får mulighed for at høre, hvor mange penge du har samlet ind.

Nødhjælp siden 1922

Folkekirkens Nødhjælp opstod i murbrokkerne efter Første Verdenskrig i 1922 og har siden da ydet nødhjælp over hele verden, når der har været brug for det.

Den store sogneindsamling har de seneste fem år samlet ind til klimahjælp til verdens fattigste familier, og det gør Folkekirkens Nødhjælp også i år, men man har i organisationen set sig nødsaget til at tilføje et ekstra spor i indsamlingen, således at der nu samles ind til både krigsofre og klimahjælp.

Aldrig før har så mange mennesker været på flugt fra klimakatastrofer og krig, som det er tilfældet i dag, og der er derfor stort behov for såvel indsamlere som bidrag.

MELD DIG SOM INDSAMLER HER

Hvad: Folkekirkens Nødhjælps sogneindsamling
Hvor: Aarhus og resten af landet
Hvornår: Søndag 13. marts 2022