Udvider imperiet: Holch Povlsen køber sig ind i østjysk succes-virksomhed
Anders Holch Povlsen udvider sin i forvejen imponerende modeportefølje.
Ifølge Finans.dk er Bestseller-milliardæren nemlig blevet medejer af den østjyske koncern Sports Group Denmark, der står bag i alt 26 sports- og tøjmærker – blandt andet Endurance, Mizuno og Whistler.
Handlen sker gennem Holch Povlsens holdingselskab Heartland, som overtager 28 procent af selskabet, der blev grundlagt i 2012 og har base i Østjylland.
Sports Group Denmark kom ud af 2024 med en omsætning på 1,1 milliarder kroner og et overskud på 42 millioner kroner, skriver Finans.dk.
I en kommentar til mediet forklarer Heartlands administrerende direktør, Lise Kaae, hvorfor investeringen giver mening for Bestseller-ejeren:
“Virksomheden komplimenterer vores nuværende portefølje, og vi tror på, at det eksisterende fundament kan danne grundlag for en fortsat spændende udvikling.”
Anders Holch Povlsen ejer i forvejen en lang række kendte tøjmærker gennem Bestseller, herunder Jack & Jones, Vero Moda, Selected og Name It.