På Skoleskibet DANMARK: Kom og hør om ny maritim uddannelse
Den maritime branche skriger på nye designtalenter, og nu kan du komme helt tæt på én af Danmarks mest specialiserede ingeniøruddannelser.
Under The Tall Ships Races i Aarhus kan du nemlig blive klogere på uddannelsen Diplomingeniør i Skibsteknik og Maritimt Design ombord på Skoleskibet DANMARK.
Eventet finder sted fredag d. 26. juni kl. 13.00-15.00 i autentiske maritime rammer på Skoleskibet DANMARK.

Mød både studerende og erhvervslivet
Til arrangementet får du mulighed for at møde både undervisere, nuværende studerende og virksomheder, som er klar til at give et indblik i uddannelsen og fremtidige karriereveje.
Mød bl.a. Karstensens Skibsværft fra Skagen og den Aarhus-baserede skibsdesignvirksomhed OSK Design, som begge arbejder med udvikling og design af moderne skibe.
Eftermiddagen slutter af med en rundvisning på Skoleskibet DANMARK, hvor deltagere kan opleve livet ombord på et af Danmarks mest kendte sejlskibe.
Kreativ uddannelse med stærke jobmuligheder
For unge med interesse for teknologi, innovation og bæredygtige løsninger kan arrangementet være en oplagt mulighed for at undersøge en karrierevej, som mange endnu ikke kender til, men som er afgørende for fremtidens maritime Danmark.
Uddannelsen udbydes i samarbejde mellem MARTEC og DTU og kan læses i Frederikshavn og Lyngby. Branchen tilbyder samtidig praktikpladsgaranti, og dimittender finder typisk arbejde hos værfter, designvirksomheder, rederier og maritime teknologivirksomheder.
Det er gratis at deltage, men tilmelding er nødvendig – du kan tilmelde dig her.
Hvad: Informationsarrangement om uddannelsen Diplomingeniør i Skibsteknik og Maritimt Design
Hvor: Skoleskibet DANMARK, Honnørkajen nr. 10 (skib nr. 34)
Hvornår: Fredag d. 26. juni kl. 13.00-15.00