Overdådig fredagsbar: Hotel Royal inviterer på nyt koncept

Midt i byens legendariske Hotel Royal gemmer sig en lille oase, som mange måske endnu ikke har opdaget.
Queen’s Garden, hotellets bar og restaurant, er nemlig åben for alle, ikke kun for de overnattende gæster.
Det gør stedet til en lidt overset perle i byen, og med lanceringen af det nye koncept Royal Tasting er der kommet endnu en god grund til at kigge forbi.

Bar-snacks i en mere gennemført version
Royal Tasting er Hotel Royals fortolkning af den klassiske bar-snack, men her er ambitionsniveauet løftet markant.
I stedet for de sædvanlige peanuts og chips får man nemlig små, gennemtænkte serveringer, som er lavet til at fungere naturligt sammen med cocktails, vin og champagne, og det mærkes, at der er tænkt over både smag, balance og udtryk – uden at det bliver for højtideligt.
Små retter med stor personlighed
Det fine ved konceptet er netop, at retterne er lette at gå til, men stadig fulde af karakter.
Bag menuen står kokken Lek, som har thailandske rødder, og det sætter et tydeligt og vellykket præg på flere af serveringerne.

Især Leks wagyu nau-spyd var et højdepunkt. Det marinerede og let grillede wagyu serveres på en varm sten med en syrlig nau-dip, så man selv får lov til at give kødet det sidste.
Det er en sjov og anderledes servering, men uden at det føles som gimmick. Og så klæder den syrlige dip det fede, møre kød virkelig godt.
Sprødt, cremet og luksuriøst
De friterede østers var også blandt favoritterne. Her bliver man mødt af en sprød, gylden overflade og et blødt, cremet indre.
Tatarsaucen til er næsten et kapitel for sig selv, og den fungerer virkelig godt til serveringen.

Selv brødet fortjener at blive nævnt, for her har Lek også valgt at gøre lidt ekstra ud af oplevelsen.
Brødet serveres nemlig med tre forskellige slags smør, blandt andet med hvidløg og ingefær, persille og røgsalt samt soltørret tomat og rosmarin.
Og som en fin lille detalje er der sat en væge i, så det serveres som levende lys. Det lyder måske som en lille ting, men det tilfører bordet en særlig hygge og understreger stedets sans for detaljen.

Gennemtænkte serveringer hele vejen rundt
Blandt de øvrige serveringer smagte vi også sprøde risottokugler med ramsløg, syltede botaniske løg, urtemayo og Vesterhavsost, som havde en dejlig cremet kerne.
Vi fik også jamón ibérico på kartoffelvaffel med trøffelmayo, frisk trøffel og Vesterhavsost, en mundfuld med både salt, fedme og sprødhed i flot balance.

De grillede jomfruhummere med aioli, urter og syrlig vinaigrette rundede smagningen af på elegant vis og tilføjede et let og delikat element til menuen.
Fælles for retterne er, at de føles gennemtænkte og velsmagende, men stadig afslappede i deres udtryk.

Cocktails, der løfter helheden
Til maden fik vi – naturligvis – flere cocktails, som løftede oplevelsen yderligere. Kortet byder på klassikere som Negroni, Dry Martini og Whiskey Sour, men også på husets egne signaturer.
Bartenderne virker både kompetente og nysgerrige, og fortæller man blot lidt om, hvad man er i humør til, guider de gerne i den rette retning, også selv om det ønskede ikke nødvendigvis står på kortet.
Det giver oplevelsen et ekstra lag, at der også bag baren bliver arbejdet med smag og balance, uden at det bliver for smart.

En atmosfære, man gerne bliver i
Stemningen i Queen’s Garden er i det hele taget en stor del af oplevelsen. Når man træder ind, mødes man af det høje glasloft og et frit kig mod himlen, som giver en særlig fornemmelse af at være midt i byen og alligevel lidt trukket væk fra den.
Det er et sted, der indbyder til, at man lige bliver siddende lidt længere, bestiller endnu et glas og lader aftenen få lov til at trække ud.
Royal Tasting rammer med andre ord noget ret særligt, og det er bestemt ikke sidste fredag, vi bruger i Queens Garden. Du kan prøve Royal Tasting hver fredag og lørdag.
Hvad: Hotel Royals nye ‘Royal Tasting’
Hvor: Store Torv 4, 8000 Aarhus
Hvornår: Hver fredag og lørdag