Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Mød stjernerne: Hovedroller i populær julefilm kommer til Aarhus

Af Freja Dumont

Lige nu kan man opleve årets store danske familiejulefilm ‘Julemandens Datter 3 – Den Magiske Tidsmaskine’ i landets biografer.

Her tages publikum med på et spændende og magisk juleeventyr i den tredje film i rækken om julemandsdatteren Lucia og efterfølger til biografsucceserne Julemandens Datter (2018) og Julemandens Datter 2: Jagten på Kong Vinters Krystal (2020).

I forbindelse med julen drager de unge hovedroller i filmen på turné rundt i landet, hvor de besøger biografer og storcentre, så hele Danmark får mulighed for at møde årets julestjerner og få en autograf.

Lørdag d. 3. december besøger Cecilia Loffredo og Leonard Ipsen Bruuns Galleri til autografskrivning kl. 16:00 samt en introduktion til filmen i CinemaxX Aarhus kl. 17:00.

Mød stjernerne: Hovedroller i populær julefilm kommer til Aarhus

En julerejse tilbage i tiden 

På Julemandsskolen har rektor indkaldt til møde. Lucia, hendes forældre Julius og Claudia og alle de andre på skolen er spændte.

Men spændingen afløses af et chok, da rektor aflyser julen. Han virker konfus, og det bliver hurtigt klart, at han er fanget i et juletraume fra hans unge dage som julemand.

Lucia sætter sig for at opklare, hvad der skete og med hjælp fra den yngre elev Elias og en magisk tidsmaskine, rejser hun tilbage i tiden i håbet om at redde julen.

Hun lander i Viborg anno 1897, og i forsøget på at løse mysteriet havner hun i Ravnereden – et fristed og paradis for børn, der er trætte af deres forældre. Her regerer den sjove og rare Von Ravn, men måske er han ikke helt så rar, som han udgiver sig for at være…

Stærkt skuespillerhold foran kameraet

I titelrollen som julemandens datter Lucia ses det unge stjerneskud Cecilia Loffredo, som tidligere har medvirket i DR-serien Det Forsvundne Ravkammer (2022), sæson 3 af den danske Netflix-serie The Rain (2020) samt spillefilmen Valhalla (2019), hvor hun spillede hovedrollen Røskva. 

Martin Buch og Mia Lyhne kan endnu en gang opleves som Lucias forældre, Julius og Claudia, ligesom der på Julemandsskolen også er gensyn med bl.a. Ulf Pilgaard og Kristian Halken. 

Der er også nye ansigter at finde blandt castet heriblandt den prisvindende skuespiller Thomas Bo Larsen, der senest har spillet med i Thomas Vinterbergs Oscar-vinder Druk (2020), samt Kirsten Lehfeldt.

Desuden medvirker en række unge talenter herunder debutanten Leonard Mangheni Sommer Ipsen i rollen som Elias samt den lidt mere erfarne Herman Knop i rollen som Lucias ven Valdemar.

Herman Knop har tidligere medvirket i julefilmene Familien Jul (2014-2021). 

Succesfuldt hold fortsætter

‘Julemandens Datter 3 – Den Magiske Tidsmaskine’ er instrueret af Christian Dyekjær, hvis ambition har været at lave et juleeventyr, som matcher de to tidligere succesfulde film om julemandens datter, som han også instruerede.

Tidligere har han stået bag Spillets regler (2008), Fuglejagten (2012) og den anmelderroste Fantasten (2017).

Julefilmen er produceret af aarhusianske Deluca Film v/ producere Morten Rasmussen. Produktionsselskabet har tidligere stået bag andre julesucceser som Emma & Julemanden (2015) og TV2’s populære julekalendere Ludvig & Julemanden (2011) og Tvillingerne & Julemanden(2013), der samlede over 1,2 millioner danskere foran fjernsynet.

Manuskriptet er skrevet af Lars T. Therkildsen, og musikken til filmen er komponeret af Kristian Selin Eidnes Andersen og Nicklas Schmidt, der også stod bag musikken til Julemandens Datter, hvilket førte til en Robertnominering. 

Hvad: Mød hovedrolleindehaverne i Julemandens Datter 3
Hvor: Bruuns Galleri
Hvornår: Lørdag den 3. december

Del artikel


Mest læste historier i dag




 


 


 


 


Udvalgte artikler

Læs i kategorien

 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


Læs i kategorien