Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Humleland vinder ølentusiasternes hæderspris

Af Line Ingwar Karlsen

Når det er passionen, som driver et bryggeri, så kan det smages. Det lille og anerkendte bryggeri i Risskov vandt forleden en fornem pris. Det er forbrugerorganisationen Danske Ølentusiaster i Østjylland, som har kåret Humleland med deres hæderspris. Den gives til den/dem, som har gjort en stor og engageret indsats for at vise mangfoldigheden og spændvidden i øllets verden.

 

Prisen blev overrakt af Søren Bruun Rolander fra Danske Ølentusiaster i Østjylland. Sidste gang Humleland gjorde sig bemærket, var på juleølsfronten i 2014. Her vandt deres juleøl, Julesæsonen, Ølentusiasternes blindsmagningstest af 24 juleøl. Søren Bruun Rolander fortæller ved prisoverrækkelsen, at hvis der er et bryggeri, som har fortjent hædersprisen, så er det Humleland. De har om nogen været innovative og nytænkende. De har gået deres egne veje i bestræbelserne efter bedre øl.

Hædersprisen gik til Humleland

Startede ved en tilfældighed

Bryggeriet Humleland opstod i 2005, i et privat køkken i Risskov-villaen. Det var parret, Lene Richter og Michael Alhof, som dengang begyndte på deres fælles interesse, ølbrygning. Grunden var en blanding af passion, nysgerrighed og rastløshed, da de begge var stoppet med at ryge. Der skulle ske noget, nu da tobakken var droppet. Det blev, heldigvis, så starten på Humleland. Siden da, har Lene Richter og Michael Alhof bygget til deres hus, så nu har bryggeriet fået deres egne lokaler.

 

Et skulderklap og nyt tappeanlæg

Lene Richter fortæller, hun specielt er glad for prisen, da det er et skulderklap til det, de går og laver. Det er altid rart, og især når det er alle afdelinger af Danske Ølentusiaster, som står bag prisen. Pengene, som følger med prisen, skal bruges som tilskud til et nyt tappeanlæg. Alt øl bliver i dag håndtappet, det vil det med et nyt tappeanlæg stadig være – men en hel del mere effektivt end i dag.

 

Frygten for at gå i stå

Om det er tidens trend eller ej, ved jeg ikke, men Humleland har længe, før det blev moderne, valgt ikke at have nogle faste typer øl, de brygger. Så når et bryg er udsolgt, kan der ikke købes mere. Typisk er der “kun” 400 liter ad gangen. Så det er altså 800 halvliters øl, vi taler om.

 

Men. Der er et men, og det er, at med tiden er bryggerparret blødt lidt op. Deres stamkunder mener, at det er synd og skam, at en succes-øl kun skal brygges den ene gang. Lene Richter og Michael Alhof har lyttet, og nu brygger de faktisk en gang imellem nogle af deres bedste øl igen. Men, Lene og Michael understreger, nærmest i kor, at det ikke er noget, man kan forvente, de gør i fremtiden.

 

Lysten driver værket

Begge bryggere har fuldtidsarbejde ved siden af bryggeriet. De fysiske rammer bestemmer produktionen størrelse. I grunden let at forstå. Michael Alhof fortæller, at målet altid har været at lave øl, som udfordrer sanserne og afprøver grænser. Det skal være anderledes. Vi sætter en ære i at lave friskbrygget øl, hvor du får en smagsoplevelse, som du ikke har prøvet før. 

 

Humleland på fad

Øllene fra Humleland kan købes i enkelte specialbutikker, og på et par af byens bedste ølpubber, herunder Fairbar og Fermentoren, som begge ligger i Nørre Allé i Aarhus. Selvfølgelig på fad. Ellers kan alle øllene købes på Humlelands webshop, Humleshop.dk .

 

Sjove navne og signaturflasker

At Humleland ikke vil ligne alle andre, har jeg forstået. Deres flasker er specielle. De ligner ikke de typiske ølflasker, vi ser. Ud over signaturflaskerne, har øllene også sjove navne. Der er, Rabarber, Kom Tilbage, Ukurant, Blondinen, Mågen Letter, Maltpusheren, Villa Volvo & Vovse, Promillaen, Afrodisiakum, Jeg Elsker Humle, Byens Bitreste Mand og Kakaobønnen.

 

 

Del artikel

Andre læser også