Top 3 i København: Innovativ burger-joint åbner på Aarhus Central Food Market

Gourmetburgeren med sous-vide-kød fra Hungry Dane i København er netop blevet kåret som en af de bedste burgere, du overhovedet kan sætte tænderne i. Nu åbner Hungry Dane med deres innovative burgerkoncept på Aarhus Central Food Market, og det sker allerede i begyndelsen af juni.
Glemt alt om den kedelige burgerbolle med icebergsalat og tør, intetsigende hakkebøf. Hos Hungry Dane får du en blød briochebolle med sprød salat, og du kan vælge din burger med ”original beef,” ”signature chicken,” ”barbecue pork” eller ”classic duck.”
”Kødet tilbereder vi sous-vide confit, hvilket betyder, at kødet først får lov til at simre i sin egen saft i ti timer og bagefter bliver vendt med vores særlige krydderblanding og til sidst confiteret i andefedt. Resultatet bliver en utrolig saftig, fyldig og smagfuld burger. Faktisk er vi det eneste køkken i verden, som tager os tid til at tilberede burgerkødet på den her måde, og det er præcis derfor du skal vælge at spise din burger hos Hungry Dane,”fortæller ejer af Hungry Dane, Peter Stagetorn Kolos.
Top ti over bedste burgersteder i København
Hungry Danes særlige burgerkoncept har fået flere i branchen til at klappe i hænderne af begejstring. Senest har burger-eksperterne fra hovedstadens by-guide, Urbanguide, udnævnt Hungry Dane til det tredje bedste burgerjoint i København.
”Vi er særdeles stolte over den flotte placering i København, for konkurrencen er så benhård! Jeg håber, at vi også får mange fans blandt de aarhusianske burger-lovers, og jeg glæder mig meget til at åbne på den flotte, centrale placering hos Aarhus Central Food Market,” siger Peter Stagetorn Kolos.
Hungry Dane åbner på madmarkedet på Skt. Knuds Torv i begyndelsen af juni 2018. Prisen for en gourmetburger bliver 79 kroner, og den kan man toppe med Hungry Danes sprøde Low Fat fritter for 35 kroner.