Rederi jubler: Hurtigfærge slår rekord
Der blev sat ny rekord på Aarhus-Sælvig-ruten i juli.
Aldrig før har så mange passagerer rejst med Lilleøre på én enkelt måned, hvor der samtidig blev taget rekordmange cykler med ombord.
Mere end 24.000 passagerer og 10.000 cykler blev fragtet over Kattegat i løbet af måneden, oplyser Samsø Rederi.
Det er altså et større antal passagerer end i juli 2021, hvor det ellers var gratis at tage færgen.
Oplever stigende interesse
Ifølge rederiet er rekorden ikke kun udtryk for, at mange har besøgt Samsø denne sommer:
“Rekorden viser også, at kendskabet til Aarhus-Sælvig-ruten fortsætter med at vokse og understreger den positive udvikling, øen oplever som helhed.
Den korte rejsetid fra DOKK1 har gjort Samsø mere tilgængelig end nogensinde før og styrket øens position som en attraktiv destination for både dagsudflugter, weekendophold og længere ferier.
De mere end 10.000 cykler ombord i juli bekræfter samtidig den stigende interesse for at opleve øen aktivt og komme tæt på Samsøs natur, landsbyer og lokale oplevelser.
Tak til alle jer, der har været med til at gøre juli 2026 til den største måned nogensinde på Lilleøre,” lyder det fra rederiet.
Lilleøre sejler hver dag fra Dokk1 i det centrale Aarhus til Sælvig på Samsø – og omvendt.
Hurtigfærgen har plads til 290 passagerer og 80 cykler, og sejlturen tager cirka en time.