Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Huxi på vej til Aarhus: Nye tider i godt selskab

Der er fire stjerner til satirikeren Huxi Bach, som med fordel kunne kaste lidt af pænheden over bord og give satiren fuld gas i sit nye show. Det kommer til Musikhuset Aarhus den 2. oktober.

 

Huxi på vej til Aarhus: Nye tider i godt selskab

 

Man mærker det allerede i foyeren: Juhu, endelig må vi komme ud blandt andre mennesker. Endelig bliver der forhåbentlig noget at grine af. Og nogle at grine sammen med.

 

Og det bliver der, når Huxi Bach går på scenen med et show, som for en stor dels vedkommende røg ned ad brættet, da statsministeren lukkede landet i marts. Huxi spidsede blyanten og begyndte forfra. Nu er det nye tider.

 

Hans aktuelle show, “Nye tider”, begynder med en ansigtsløs formaning over højttalerne om at overholde alle corona-restriktioner, at blive siddende på sin plads under hele showet, at afholde sig fra at synge med, og at afstå fra stående ovationer. Altsammen af hensyn til smitterisikoen.

 

Velkendt stil

Det bliver nu heller intet problem; fremme på scenen i spotlyset tager Huxi Bach brodden af det hele og beroliger med, at spontane stående ovationer sjældent er et problem under hans optrædener, og at det ville være decideret mærkeligt, hvis publikum synger med på de få, indlagte sange, idet ingen af os jo kender dem. Subtil comedy, som vi kender ham for.

 

Og så forløber ellers 80 minutter uden pause med betragtninger om alt fra at blive far til tvillinger (de kører et eksperiment med én tvilling som rent økologisk barn og den anden fyldt med E-numre, og der er ikke den store forskel) via corona en masse, Eskimo-is, sølvpapirshatte, Pia Kjærsgaard (der har fastslået, at racisme ikke findes i Danmark; man kan have holdninger, men man kan ikke diskutere fakta!), Vibeke Manniche, Søren Ventegodt og den trælse onkel, statsminister Mette Frederiksen (hvorfor stille alle de spørgsmål?), justitsminister Nick Hækkerup (som mener, at overvågning betyder mere frihed), alle de kloge hoveder på Facebook, og Kåre Mølbak fra Statens Serum Institut, som nåede at blive uenig med sig selv på ét og samme pressemøde.

 

Men det skal – med Huxis egne ord – jo ikke være nogen kritik; det er et positivt show!

 

Morsomt og tankevækkende

Vi kommer også omkring kønsidentiteter, hvoraf der pt. ifølge Huxi Bach findes ikke færre end 76 forskellige. En af dem er “situationsbestemt flydende kønsidentitet”, som angiveligt kan oversættes til en gymnasiekammerat, der ofte følte sig lidt “homoseksuel” allerede fredag formiddag, når der var filmaften i den feministiske forsamling… Med andre ord: Listepik!

 

Huxi Bach mestrer kunsten at tage et øjeblik eller en lille hverdagsting og løfte det op til større betragtninger, som på én gang er morsomme og tankevækkende. Som eksemplet med sundhedsplejersken, der besøger de nybagte forældre til tvillinger og spørger til den sikkerhedsbøjle, som Huxi har monteret på Trip Trap-stolene:

 

“Hellere hul i hovedet end hul i udviklingen,” fastslog den pensionsmodne sundhedsplejerske; lad nu bare børnene lære, at man slår sig en gang imellem. Denne lille episode formår han intelligent at bruge til at binde sløjfe på hele showet.

 

Lidt for hyggeligt og nemt

Svagheden i hans aktuelle show er, at det i lange stræk bliver lidt for hyggeligt og lidt for nemt. Vi smiler, vi ler, der er spredt latter i den halvt fyldte sal. Frygten for spontane stående ovationer var på intet tidspunkt til stede, om end latter nogle gange blev til decideret kluklatter og spredte klapsalver i salen, der på grund af corona-helvede kun måtte fyldes til halv kapacitet.

 

Huxi Bach er – ja, Huxi Bach, som vi kender ham fra især DR2 og Radio24/7: Velforberedt, veltalende, velformuleret og veloplagt. Desuden en talentfuld musiker og habil sanger. Man savner bare lidt skarphed i de punchlines, der ofte fuser ud i noget forudsigeligt. Guderne skal vide, at jeg også har forbandet Post Nords serviceniveau langt væk, men det virker banalt at give det statslige monopol så meget plads i et show, som det sker her. Morsomt og genkendeligt, bevares, men lidt for lette point.

 

Godt selskab

Selv da Huxi Bach agerede ordstyrer – eller “Formand” – i programmet “Det gode gamle Folketing” på Radio24/7, formåede han at holde sig på dydens smalle sti. Han er nysgerrig, han er fræk, og han er ikke bange for at stille spørgsmål. Og man ved aldrig, hvor man har ham. Men det er nok noget nær risikofrit at påstå, at han i hvert fald ikke holder til på nogen politisk yderfløj, hverken til højre eller til venstre.

 

Huxi Bach er godt selskab. Han er et sympatisk menneske, en begavet underholder og svær ikke at holde af. Man kunne ønske sig, at han her havde kastet lidt af pænheden over bord og lagt endnu mere vægt på den bidende satire, som han beviseligt mestrer. Og derfor kan vi ikke svinge os længere op end fire stjerner.

 

Huxi på vej til Aarhus: Nye tider i godt selskab

 

Huxi Bach: Nye tider

Anmeldt på Værket i Randers den 25. september

 

Musikhuset Aarhus den 2. oktober kl. 19 og 21.30

Køb billetter her:

 

 

Desuden

Silkeborg den 30. september, Skanderborg den 8. oktober, Grenaa den 9. oktober, Horsens den 28. oktober – og resten af landet frem til den 12. december

 

Interview med Huxi Bach: “Hvis humoren dør, er vi først færdige”:

 

Huxi på vej til Aarhus: Nye tider i godt selskab