Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Anmeldelse: Hvor svært kan det være – Brasserie Belli tog kegler

Af Line Ingwar Karlsen

På Brasserie Belli går tæppet, og vi træder ind i manegen. Den gamle cirkusfamilie kører på 21. år restauranten i Frederiksgade. Vores bord var klar, da vi ankom til anden seating kl. 19.40. Der var ingen ventetid, på trods af der var fuldt hus. I øvrigt er der altid mange gæster på Brasserie Belli, så det er en god idé at bestille bord.

 

Vi fik bordet i hjørnet. En blød sofa og god stemning sørgede for, at vi kunne læne os tilbage og nyde aftenen. Man sidder lidt tæt ved bordene, der er beklædt med stofduge. Store spejle pryder væggene sammen med plakater og ting fra Cirkus Belli tiden. Betjeningen var venlig og imødekommende. Dog lidt uerfaren, men der blev sørget fint for os, og der blev flere gange spurgt til, om alt var, som det skulle være. Opmærksomheden var i top, det samme var smilet.

Fuldt hus på Brasserie Belli

Menukortet er brugbart

Brasserie Belli har to menuer at vælge ud fra samt a la carte. Vi valgte en månedens menu, der skal bestilles dagen i forvejen, en Belli menu, og så tre retter a la carte. I en papirspose kom det friskbagte brød. Der var oliventapenade, kryddersalt og smør til. Fint og helt i orden. Aftenen igennem kom der frisk brød ind. Vi nåede tre omgange brød.

 

Sympatiske priser

I Belli menuen kan man vælge mellem flere retter. Til forret tog vi røget laks fra H.C. Møllers fiskehandel i Randers. Et stort og tykt stykke, der nærmest smeltede på tungen. Til laksen var en citrus-marineret salat, kapers og sprøde rugbrødsstykker.

Røget laks fra H.C. Møllers fiskehandel i Randers på Brasserie Belli

Til hovedret faldt vi for Boeuf Bourguignon. Rødvinsmarineret, braiseret oksekød serveret med knoldselleri, kartoffelmos, rødvinssauce og creme fraiche. Sidstnævnte kunne godt undværes. Oksekødet var så mørt, at det faldt fra hinanden. Rodfrugter er normalt ikke en del af en boeuf bourguignon. I Brasserie Bellis udgave var rodfrugterne gulerod, knoldselleri og pastinak. De var sprøde, og gjorde det faktisk godt i retten. Rødvinssaucen var i en klasse for sig selv. En gennemført ret med stor smag.

Boeuf Bourguignon på Brasserie Belli

Den ene dessert var Brie de Meaux med hybenkompot. Fransk brie lavet på upasteuriseret mælk fra byen Meaux øst for Paris. Et stort stykke. 240 kroner betalte vi for denne menu. Et fund for pengene.

 

En ekstra forret kan man vel altid spise

Det var svært at vælge mellem forretterne, så vi tog en ekstra en af slagsen. Røget dyrekølle. Det fortrød vi ikke. Dyrekøllen var mør og med tykke skiver. Dertil var der bladsalat, marinerede champignoner, Prima Donna 24 måneder, pinjekerner, tomater, grøn pesto og en anelse balsamico. En flot tallerken i efterårets farver. Kødet var mørt som smør, og samspillet mellem elementerne gav en fantastisk forret.

Røget dyrekølle på Brasserie Belli

En opvisning i mørt kød

Forretten her var 400 gram hvidvinsdampede muslinger fra Limfjorden med persille, hvidløg og lime. De kom ind i en stor sort jerngryde. Duften spredte sig over bordet, da låget blev taget af. Muslingerne var perfekte og helt uden sand. Respekt for det. I en lille skål ved siden af var der aioli. Den passede godt til. 90 kroner var prisen.

Muslinger på Brasserie Belli

Steaken var klassisk. 280 gram krogmodnet australsk oksefilet med fedtkant til 280 kroner. Den blev serveret med kryddersmør, pommes frites, hvidløgsmayo, citrusmarineret icebergsalat samt bearnaisesauce. Bøffen var medium stegt, saftig og mør. Sådan skal en bøf steges! Ikke så meget snak, men en steak som var i mesterklassen.

Mør steak på Brasserie Belli

Til dessert tog vi Poire belle Belli. Kogt pære på hyldeblomster fra Mormor Bittens have, med knasende krokant, fyldt med chokolademousse på flydende chokoladekage. Igen en stor portion med meget sødme. 90 kroner kostede desserten.

Poire belle Belli på Brasserie Belli

God smag og en god pris. Smukt.

 

Endnu en menu

Månedens menu startede med en skummende hummersuppe med timbale af hummer, krebs, rejer og små urter. Suppen smagte fint, men var ikke så kraftfuld, som vi havde håbet.

Skummende hummersuppe med timbale af hummer, krebs, rejer og små urter på Brasserie Belli

Hovedretten var confit de canard. Confit af andelår, serveret med æbler, stegte svampe samt Calvadossauce. Et imponerende andelår lå på tallerkenen. Der var så meget kød på. Heldigvis smagte andelåret helt suverænt, så vi spiste op. Det var så mørt og velsmagende. Nok dagens vinder.

Confit af andelår, serveret med æbler, stegte svampe samt calvadossauc på Brasserie Belli

Vi sluttede af med Bellis desserttallerken med små klassiske brasserie desserter. En aflang tallerken blev serveret med crème brûlée, tarte tatin, chokoladekage, chokolademousse, vanilleis og sorbetis. 340 kroner kostede månedens menu.

Bellis desserttallerken med små klassiske brasserie desserter på Brasserie Belli

Vores regning

Vi betalte i alt 1740 kroner. Tre retter fra månedens menu kostede 340 kroner, tre retter på Belli menuen til 240 kroner og fire retter fra a la carte kostede 550 kroner. Hvidvinen kostede 340 kroner, 360 kroner for rødvinen og portvinen kostede 50 kroner for et glas. Prisen er der ikke noget at komme efter. Det er value for money, når vi ser på portionsstørrelser, kvalitet og smag. Ingen tvivl om vi følte, at det var et scoop. Tre voksne mennesker, som var godt sultne og ikke mindst tørstige. Vi var mere end godt tilfredse med regningen den aften.

 

Vinen

Det er befriende, at Brasserie Belli har nogle andre vine, end vi ofte ser i Aarhus. Mommessin Bourgogne, La Clé Saint-Pierre er på kortet. Den kalder på en boeuf bourguignon. 360 kroner var value for money i min bog. Et rigtig godt glas vin, som i den grad matchede Bellis boeuf bourguignon. Den havde kraftige tanniner samt en blid og behagelig eftersmag. Helt klart en anbefaling herfra.

Mommessin Bourgogne, La Clé Saint-Pierre på Brasserie Belli

Vi bestilte også en flaske hvidvin. Italiensk og halvfed Sartori Marani. Druerne er håndplukket og omhyggeligt udvalgt. De ligger så til tørre i 40 dage – samme metode som man anvender til Amarone vinene, og netop derfor kaldes den Marani “Den hvide Amarone”. Vi måtte slippe 340 kroner. Helt igennem fair.

Et anstændigt glas vin på Brasserie Belli

Taylor´s Port er ikke noget, vi ser så meget i Aarhus. Synd og skam, for det smager fremragende. 50 kroner for et stort og velskænket glas Tawny port. Anstændig vin til en fair pris.

 

Vurdering

På Restaurant Belli er det som at træde ind på en lille fransk bistro – i Frankrig vel at mærke. Retterne er store, velanrettede, visuelt flotte, og der er stærke bånd til det traditionelle franske køkken. Der er en tilbagelænet og hyggelig stemning, og maden var yderst velsmagende. Det er traditionelle retter, der serveres, men ikke gammeldags. Der er både nytænkning og kreativitet at spore, men ikke på bekostning af smagen. Tak for det.

 

Michelin Guiden anbefaler Brasserie Belli i deres guide. Det er med rette og fuldt fortjent. Vi vil også anbefale Brasserie Belli. De gør det godt, selv om de ikke gør så meget væsen ud af sig selv. Betjeningen var søde, og helt igennem opmærksomme. Vi var overraskede over, hvor god oplevelsen var til prisen. Jeg tvivler på, at det store Aarhus-rykind af københavner-restauranter kan være med her. Længe leve Brasserie Belli, sagde vi til hinanden, da vi gik videre ned på Pinds Café for at få os en godnatøl.

Brasserie Belli er helt sikkert et besøg værd!

 

Brasserie Belli

Frederiksgade 54, 8000 Aarhus C
Email: belli@belli.dk
Telefon: +45 86 12 07 60
Link til hjemmeside

 

Del artikel

Andre læser også