Hvordan er det nu med Godsbanen, maden og Spiselauget?
Hold op, hvor man ofte hører om Godsbanen, og de gamle godsbanearealer. Det er kun med rette, da der for alvor er kommet gang i den på Godsbanen. Men hvad er Godsbanen for en størrelse, og hvordan hænger tingene sammen? Efter et utal af spørgsmål, har vi sat os for at finde ud af det.
Noget med kultur
Godsbanen i Aarhus er cool. Det skal der ikke herske nogen tvivl om. Området skriger på aktiviteter, og er et slags frirum i en by som konstant ligger i byggerod. Der er efterhånden kommet godt gang i den gamle godsbaneterminal. Ikke mindst har ombygningen sat nye standarder for, hvordan moderne arkitektur går i spænd med gamle bygninger fra 1920’erne. Folkene på Godsbanen kalder stedet et kulturproduktionscenter. Den formulering er lige så bred, som Storebæltsbroen er lang. I princippet kan det dække over det meste.
Værksteder, kunst, koncerter og iværksætteri
Aktørerne på Godsbanen er en broget flok. Her kommer alle typer mennesker. Er du arkitektstuderende og gerne vil lave en prototype at et bord, eller er du forfatterspire, som gerne vil fordybe dig i litteraturen, så går du ikke forgæves på Godsbanen. Det grafiske værksted, lasercutteren, smedeværkstedet, billedkunst og snedkerværkstedet er yderst populære. Her er altid mange mennesker. I de mange åbne værksteder kan du bare droppe ind fra gaden, låne værkstedet og få professionel hjælp til dit projekt. Hvis du ikke kender værkstederne, så kig forbi en dag. Det er spændende og sjovt uden, der går for meget Silvan i den.
Et hav af spændende virksomheder
Institut for (X) er en dynamisk klynge af alternative iværksætter- og kulturprojekter, som er mere frit organiseret. De gamle fortoldningsbygninger, som er en del af Godsbanen, danner rammen. Det er et tidligere jernbaneområde, som nu officielt er tildelt af kommunen til at blive en platform for kultur og erhverv. Ud over Institut for (X) holder virksomheder som Aarhus Jazz Festival, Café Venligbo, REUSE, Teater Katapult, Skrivekunstskolen, Aarhus Filmfestival, Aarhus billedkunstcenter, Roon & Rahn, Super8, TeaterTyven og spillestedet Radar også til på Godsbanen.
Omdrejningspunktet er Spiselauget
Spiselauget hedder Godsbanens restaurant, café eller spisested. Det udgør et fællesskabende centrum på Godsbanen, hvor over 100 entreprenante virksomheder holder til, plus alle de gæster som kommer udefra. Spiselaugets kerneydelse er at servicere både husets interne brugere og byens borgere med enkel og velsmagende mad. Foruden Godsbanens interne aktiviteter afvikler Spiselauget et stort antal arrangementer, workshops, koncerter, konferencer, møder og private begivenheder. Den rå hal ligger også på Godsbanen. Det er nok byens smukkeste hal. Ja, jeg mener faktisk, hallen er smukkere end Ridehuset. Den kan bruges til det meste, og er skabt til større fester og arrangementer.
Klar holdning til økologi og bæredygtighed
Spiselauget er et spisested for folk, der elsker mad og vin. De arbejder ud fra ideen om, at Less is more. Ingredienserne i retterne skal tale for sig selv. Maden er rustik og uhøjtidelig. Årstid, lokale råvarer og kokkenes kreativitet definerer menuen. Maden skal være simpel, lækker og til at betale. Spiselauget arbejder ud fra et begreb, som de kalder bæredygtig økologi. Spiselauget bestræber sig på at bruge økologiske råvarer, så langt som fornuften rækker. Det betyder i praksis, at de som hovedregel benytter sig af økologiske produkter og samtidig forbeholder sig retten til at bruge ikke-certificerede produkter, såfremt de ikke kan finde et økologisk alternativ, som kan leve op til deres kvalitetskrav. Det giver god mening, så længe maden smager godt, og det gør den på Spiselauget. De mange lokaler på Godsbanen kan indrettes og tilpasses alt efter behov. Den rå arkitektur skaber unikke rammer til enhver begivenhed.
En dansk Gastro Pub
Spiselauget har ladet sig inspirere af det engelske begreb Gastro Pub, som er en forkortelse af Gastronomy og Public House – et åbent og folkeligt spisehus, hvor kultur, mad og mennesker kan mødes. Lokalerne på Godsbanen gør det muligt at afvikle arrangementer med op til 3.000 gæster. Tilmed er der parkering lige uden for døren. Spiselauget laver også en del skræddersyede løsninger til alt lige fra mødeforplejning, bryllupper, barnedåb, fødselsdage og andre fester.
Spiselauget er samarbejdspartner og leverandør for nogle af de største kulturelle begivenheder i Danmark. Hver sommer rykker Spiselaugets Madboder ud på musikfestivaler, madmarkeder og koncerter for at servicere gæsterne med Street Food. Hvert år serverer Spiselauget mellem 80.000 til 100.000 måltider i vores madboder.
Spiselauget er, også, mere end Godsbanen
Noget af det bedste street food og/eller festivalmad, jeg har smagt, er faktisk lavet af Spiselaugets kokke. Her tænker jeg på deres gourmet-hotdog, deres nordisk döner og ikke mindst umani-burgeren med trøffelmayo. Det er nogle år siden, jeg smagte deres “dog”, men den er stadigvæk den bedste dog, man kan få i Aarhus. En af grundene er, at Spiselauget får produceret deres egne pølser (med meget kød i) efter deres egen opskrift. De laver op mod 70.000 stykker om året. En pæn sjat.
I 2017 vil Spiselauget være at finde følgende steder. Selvsagt, Europæisk Kulturby 2017, Northside Festival, Tinderbox Festival, koncert med Thomas Helmig i Aalborg, koncert med Kim Larsen og Thomas Helmig i København, Tivoli Frihedens Julemarked, Kødbyens Madmarkeder i Aarhus plus en del steder, som de ikke vil ud med endnu.
Bonusinfo
Spiselaugets ejere er så glade for vin, at de importerer det hele selv, både til sig selv og deres to filialer Pica Pica Vinbodega og MasVino Vinbodega.