Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Hvorfor fanden er brunch, per definition, så røvkedeligt?

Af Line Ingwar Karlsen

Aarhus elsker at fortælle, hvor gode de er. Fint nok. Udenlandske aviser kommer til byen som aldrig før. De får, ofte, en masser gode oplevelser, inklusiv en del god mad og drikke. Som tak, skal de bare skrive en pæn artikel og rose Aarhus. Det lykkes til fulde. Så Aarhus får en masse god omtale af nogle af verdens største medier. Sådan er det. Alle større byer benytter sig af den model. Turisterne vælter hertil, og skal jo prøve, spise og drikke det samme som rejsejournalisterne har gjort. Det er kun dejligt. Men, af en eller anden grund, er det sjældent den samme oplevelse, de får.

 

Er brunch billig og ufattelig kedelig?

Sandt eller falsk. Det rigtige svar må være et ja. Der er snart ikke den café eller restaurant, som ikke reklamerer med brunch. Størstedelen gør i hvert fald. Nu er street food bølgen skyllet ind over Aarhus. Der er gået street food i den. Sådan er det. Ikke et ondt ord om det. Men der er stadigvæk fuldt hus på nogle af byens brunchsteder de fleste dage om ugen. Jeg begriber det ikke. Den eneste logiske forklaring er, at det er fordi, det er billigt og kendt. Jeg kan ikke finde andre forklaringer, som giver mening for mig.

 

Kollektivt blackout

Jeg må erkende, at der er et behov for brunch. Hvis ikke der var, ville der jo ikke sidde så mange gæster på caféerne og restauranterne. Det siger sig selv. Hvorfor det er sådan, har jeg svært ved at forstå. Hvem der har skylden for den kønsløse og til tider nærmest uspiselige mad, ved jeg ikke. Gæsterne bestiller den jo. Og restauranterne og kokkene laver maden. At en branche, mere eller mindre, udstiller sin inkompetence på brunch-området, forstår jeg ganske enkelt ikke. Det kan sgu da ikke passe, man ikke kan finde ud af, at retænke måden vi tænker brunch på. Nuvel. Enkelte restauranter har, mere eller mindre halvhjertet prøvet at forny konceptet. Men noget grænsebrydende har vi ikke set, endnu. Skal restaurationsbranchen bare lade det stå til, og lave det som de altid har lavet? Nej, det mener jeg ikke. Det er med garanti ikke alle dem, som skriver så pænt om Aarhus, der har fået de serveringer, jeg har set på caféerne og restauranterne. De har helt sikkert spist noget andet.

 

Tidspunktet og prisen hænger, desværre, sammen

Det er nærliggende at tro, at grunden til de fattige og fantasiløse brunch-tallerkener flyder i hobetal, er, der er penge i skidtet. Prisen på brunch er ikke høj. Men det er på drikkevarerne og eventuelle merkøb, pengene tjenes. Det er der ikke noget galt i. Men at nogle dygtige kokke vil falde så dybt og udelukkende serverer færdigfabrikerede produkter på tallerkenen, forstår jeg ikke.

 

Find de få, som kan finde ud af det

Aarhus og Østjylland vælter rundt i innovative kokke. Vælter og vælter er måske så meget sagt, men der er da nogle. Men når vi taler om bruch, så er der stort set ingen, som har gjort noget. Intet kan i hvert fald kaldes innovativt. Tværtimod. Enkelte af byens bedste restauranter laver nogle brunch-buffeter, hvor alt er hjemmelavet. Her er prisen ofte højere. Omkring 200 – 300 kroner inklusiv drikkevarer. De holder et højt niveau kvalitetsmæssigt på deres mad, og det er gode råvarer, de bruger. Det smager godt, og oplevelsen er af de bedre. Men det er få. Velsagtens kun en fem – seks stykker ud af over 200 caféer og restauranter, der er i Aarhus. Ikke just en høj procent.

 

Konklusionen må være, at vi ikke har Ronaldo, Messi og Zlatan på samme hold, når det gælder brunch. Desværre. Men det positive er, at der er rigeligt plads til fornyelse. En ubetinget opfordring til restauratører og kokke. Kom nu på banen med noget nyt, som vi ikke har set eller smagt før.

 

Del artikel


Mest læste historier i dag




 


 


 


 


Udvalgte artikler

Læs i kategorien

 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


Læs i kategorien