En hyldest til Jørgen: Aarhus får nyt stort gadeløb

Folkefest, fart over feltet og en hyldest til Jørgen Leth.
Det er tre af de ting, du kan forvente fredag den 4. september 2026, når der arrangeres professionelt gadeløb i centrum af Aarhus for første gang i årevis.
Løbet arrangeres af foreningen Aarhus Cyklebane og finder sted under Festugen.
”Målet er at vi kan skabe en folkefest og samtidigt fortsætte vores hyldest af Jørgen Leth og det store arbejde, han har gjort for både cykelsporten i Danmark og for Aarhus Cyklebane,” siger Frederik Muff, løbsansvarlig for Aarhus Cyklebane, i en pressemeddelelse.
Kæmpe oplevelse i vente
Løbet bygger videre på både den stolte tradition med Jørgen Leths Æresløb, der i mange år er blevet kørt på Aarhus Cyklebane – og på fundamentet fra det mangeårige cykelløb på Ingerslevs Boulevard.
Begge var en fast festugetradition, og derfor er løbet naturligt nok placeret i Aarhus Festuge.
Læs også: Spændende samarbejde: Anders Agger og Tina Dickow åbner Aarhus Festuge Arrangementet køres med udgangspunkt i Ingerslevs Boulevard, der på dagen forvandles til et centrum for cykling.
Boulevarden byder på professionelt gadeløb for eliten på både herre- og damesiden og en kæmpe oplevelse for børn og motionsryttere, når der arrangeres stafet-cykelløb for motionsryttere og BørneTour for de mindste.
“Kultur, når det er bedst”
Løbet støttes af Kultur og Borgerservice i Aarhus Kommune, og rådmand Jesper Kjeldsen glæder sig:
”Jeg har altid haft en særlig respekt for Jørgen Leth. Ikke kun for det, han har skabt, men for måden, han ser og beskriver verden på.
Derfor glæder det mig, at vi under Festugen tager os tid til at mindes og hylde ham som det helt særlige menneske, han var.

Der er noget smukt i, at det netop er cyklen og bevægelsen, der danner rammen. For i fællesskabet, i rytmen og i gentagelsen ligger også en fortælling om os selv.
At det lokale cykelmiljø samler mennesker til en fredag fyldt med fællesskab, bevægelse og cykelløb, er ikke bare en begivenhed.
Det er et billede på, hvad kultur også er, når den er bedst,” siger Jesper Kjeldsen, rådmand for Kultur og Borgerservice, Aarhus Kommune.
Læs også: Så skal der trampes: Nyt ambitiøst cykelløb indtager Aarhus til sommer Sigter efter store stjerner
Målet i både herre og dame elite er at kunne skaffe deltagelse af ryttere fra cykelsportens øverste niveau, der kan kaste glans over feltet og give publikum mulighed for at se sportens største stjerner tæt på.
”Vores næste arbejde er derfor at samle gode partnere, der kan være med til at bidrage til økonomien bag folkefesten.
Vi har planlagt både expo-område og VIP-arrangement og ønsker at samle det lokale erhvervsliv med mulighed for både netværk og gode eksponeringsmuligheder,” forklarer Frederik Muff, løbsansvarlig fra Aarhus Cyklebane:
”Vi har et stærkt setup og har allerede aftale med et produktionsselskab, der kan sende løbet på direkte TV, hvis vi samler nok partnere, der ønsker at bakke det op.”
Læs også: Økonomisk håndsrækning: Ny cykel- og idrætsarena i Aarhus er tættere på en realitet Løbet arrangeres som non-profit med det formål at samle penge ind til både Aarhus Cyklebanes talentarbejde og arbejdet med Aarhus-Hallen – visionen om byens nye multihal og indendørs cyklebane.