Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Hyldest til Sinatra: Michael Carøe og Aarhus Jazz Orchestra giver koncert på Rådhuset

Af Freja Dumont

Rådhuset får et strejf af New York til den årlige rådhuskoncert i Aarhus Festuge.

Her vil publikum blive inviteret med på en flyvetur til månen – eller i hvert fald tilbage til Frank Sinatras storhedstid, når entertainer og sanger Michael Carøe og Aarhus Jazz Orchestra spiller hits som ”Fly me to the moon” og ”My way” i Rådhushallen den 7. september.

Anledningen er orkestrets årlige rådhuskoncerter, der i samarbejde med Sundhed og Omsorg inviterer byen indenfor til en flot og stemningsfuld musikoplevelse skabt særligt for byens seniorer. 

”Jeg ser frem til nogle skønne koncerter igen i år, hvor aarhusianerne kan få kulturelle oplevelser udover det sædvanlige.

For os er det en anledning til at vise, at kultur er mangfoldig og kan findes mange steder – fra rammerne i vores smukke rådhushal til de hyggelige intimkoncerter i folkehusene.

Musik kan bringe os sammen og give os noget at snakke om, og det synes jeg er helt fantastisk,” siger rådmand for Sundhed og Omsorg Christian Budde i en pressemeddelelse.

Let, lun og legende lyd

Hvert år inviteres en ny solist med på scenen, og tidligere solister tæller blandt andet Birthe Kjær, Dario og Søren Pilmark. 

I år er det Michael Carøe, der vil indfange Frank Sinatras sjæl på scenen og fremkalde indre billeder fra en svunden tid med sin bløde og lune stemme. 

”Når man tænker på bigband, tænker mange på Frank Sinatra. Han fik musikken til at lyde let, lun og legende.

Han forvandlede den sofistikerede jazz til vedkommende melodier, som talte til de fleste. Og så var han ikke kun musiker, han var entertainer, og netop den ånd Michael Carøe den helt rigtige til at fremkalde,” siger Anders Ørbæk, orkesterchef ved Aarhus Jazz Orchestra i pressemeddelelsen.

Vil man være sikker på at få fingre i billetter til koncerten, kan det betale sig at være ude i god tid, da koncerterne som regel bliver hurtigt udsolgt.

Du kan købe billet til koncerten kl. 13 her og kl. 15 her.

Hvad: Michael Carøe synger Frank Sinatra med Aarhus Jazz Orchestra
Hvor: Rådhushallen
Hvornår: 7. september kl. 13:00 og 15:00 (to koncerter)
Entré: 75 kroner

Del artikel

Andre læser også