Kort fornøjelse: Hypet butik i midtbyen lukker i dag
NORMALs opsigtsvækkende butikskoncept ANIMAL lukker allerede sin butik på Lille Torv i Aarhus, mindre end to måneder efter åbningen.
Det oplyser ANIMAL på Instagram, hvor kæden selv beskriver projektet som en aprilsnar, der fik “rigtig lang snor”.
Butikken åbnede den 1. april 2026 som et nyt koncept fra NORMAL, denne gang med fokus på produkter til kæledyr.
Her kunne aarhusianere og deres firbenede venner gå på opdagelse blandt dyremad, hundelegetøj, katteudstyr og andre varer til kæledyr, alt sammen til de faste lave priser, som kæden er kendt for.
I opslaget om lukningen skriver ANIMAL:
“Vi afliver ANIMAL!” og fortsætter i samme skæve tone med at takke kunderne for at kigge forbi, købe godbidder, tage billeder og “gø ad vores medarbejdere”.
Samtidig sår kæden tvivl om, hvorvidt satsningen egentlig var alvor eller aprilsnar: “Så var ANIMAL en aprilsnar? Ja. Nej. Måske. Teknisk set var det en aprilsnar, der fik rigtig lang snor.”
Den sidste åbningsdag er i dag, fredag 22. maj 2026 klokken 10-18, hvorefter butikken i midten af Aarhus lukker helt.