Afslører detaljerne: Hypet café åbner i legendariske lokaler
I maj afslørede Benjamin Geisler-Helsted, Joakim Wridt og David Andersen, der står bag den succesfulde cafékæde Mad & Kaffe, at de åbner i Aarhus.
“Vi har aldrig haft så travlt, som vi har lige for tiden. Vi er klar til en lokation mere,” fortalte Benjamin Geisler-Helsted, direktør og medstifter, til MigogAarhus.
På daværende tidspunkt var Mad & Kaffe endnu ikke klar til at afsløre lokationen for deres nye sted.
Men nu løfter de endelig sløret for, hvor du fra starten af oktober kan finde den nye café.
“Vi åbner i Vestergade 3. Det er den gamle Jysk Vin. Vi er i gang med at renovere, og det kører bare,” fortæller Benjamin Geisler-Helsted.


Intimt, nærværende og hyggeligt
Benjamin Geisler-Helsted driver i dag Mad & Kaffe på fire lokationer: Vesterbro, Frederiksberg, Amagerbro, Lyngby sammen med Joakim Wridt og David Andersen.
Nu åbner de i Smilets By i et lokale fyldt med historie.
I 43 år husede Vestergade 3 nemlig den ikoniske restaurant og bar Jacobs barBQ, hvor Linje 3 blev dannet, og hvor blandt andre Anne Linnet og Gasolin har optrådt.
Mad & Kaffe får omkring 55 pladser inde, mens de også får masser af udeservering i den hyggelige baggård og ud til Vestergade.
“Vi har ikke taget det største sted. Det bliver intimt, nærværende og voldsomt hyggeligt,” forklarer Benjamin Geisler-Helsted.
Han regner med, at de åbner Mad & Kaffe i Aarhus den 7. oktober.
“Vi glæder os. Vi kan ikke vente. Aarhus er bare fed.”
Åbner med giveaways og gratis kaffe
Mad & Kaffe er en café, hvor der er plads til alle, og hvor det skal føles rart at være for stamgæster, der skal have deres daglige morgenkaffe, såvel som turister og lokale, der skal ud og have en stor brunch.
Caféen har fokus på imødekommende betjening, gode råvarer og æstetik i alt, hvad de gør, og de har åbent fra morgen til aften.
“Vores brunch er vores main. Det er der, vi har flest gæster. Men vores frokost og aften er også kæmpestore,” fortæller Benjamin Geisler-Helsted.


I formiddagstimerne står menuen på byg-selv-brunch, mens frokost- og aftenkortet byder på comfort food fra øverste hylde.
Og så har de selvfølgelig et stort fokus på kaffe.
“Vi åbner samme koncept med samme kvalitet i Aarhus, men vi skifter selvfølgelig til en lokal bager og isleverandør,” fortæller Benjamin Geisler-Helsted.
Mad & Kaffe åbner med en masse overraskelser, give aways og gratis kaffe.
“Vi regner også med at holde nogle prøvemiddage. Der kommer til at ske en hel masse,” lyder det fra Benjamin Geisler-Helsted.