Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

I fuldt flor: Kom til stor blomsterfestival i Aarhus

Af Freja Dumont

Tivoli Friheden er nu fyldt med farver og dufte, da Blomsterfestivalen er i fuld gang og varer til den 11. august.

Parken emmer af liv og kreativitet med over 60 fortryllende blomsterinstallationer og mere end 50.000 blomster, der skaber et farverigt landskab.

Ved hovedindgangen mødes gæsterne af en blomsterbuegang, der fører ind i festivalens farverige univers.

Indenfor kan man beundre den imponerende blomsterkjole med et blomstertæppe som slæb og den ikoniske ‘Flower Head’ med sit lange, blomsterprydede hår, der spejler sig i vandoverfladen.

Oplevelser for hele familien

Claus Dalby præsenterer i år ‘Den Hvide Krukkehave’, en elegant oase af hvide blomster og grønne planter.

Dalby vil være til stede torsdage i ugerne 27, 28, 29, 30 og 31 kl. 14.00 og 16.00 ved Restaurant Terrassen, hvor han deler ud af sin haveekspertise.

Festivalen byder også på en række spændende aktiviteter for hele familien. Søren Savkunstner forvandler træstubbe til kunstværker med sin motorsav bag scenen ved Svanesøen tirsdag og onsdag den 2. og 3. juli samt tirsdag og onsdag den 9. og 10. juli fra klokken 13.00 til 14.00.

Hver mandag kan familien deltage i Blomsterbingo på Det Grønne Torv og vinde botaniske præmier, og hver søndag kan du fra kl. 10.00 til 12.00 nyde en lækker blomsterbrunch med udsigt til Svanesøen og Klatreparken.

Musikalske oplevelser hele sommeren

Blomsterfestivalen er også fyldt med musikalske højdepunkter hver fredag og lørdag.

Glæd dig blandt andet til koncerter med KrebsFalch, Tina Dickow, Lis Sørensen samt Oh Land og Pil.

Festivalen åbnede med et brag, da det legendariske amerikanske band ZZ Top indtog scenen, og senere på sommeren kan du glæde dig til at synge med på ikoniske sange fra Toto.

Begge koncerter er en del af Summer-Sessions præsenteret af Live Nation. Find billetter til koncerterne på friheden.dk.

Blomsterfestivalen strækker sig fra mandag den 1. juli til og med 11. august. Du kan se mere om parkens åbningstider på friheden.dk.

Del artikel

Andre læser også