Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

I historiske lokaler: Vi har besøgt nyåbnede Clementine

Af Freja Dumont

I mange måneder har de historiske lokaler, som tidligere husede Mackie’s, været dækket af bannere med ordene ‘Clementine – åbner juni 2024’

I dag siger kalenderen endelig juni, og Madklubbens nyeste skud på stammen kunne slå dørene op til en totalrenoveret restaurant.

Vi har besøgt Clementine, og man må sige, at der er sket en hel del, siden Mackie’s forlod lokalerne i september sidste år.

Varmt og indbydende

Restaurantens lokation for enden af Strøget er en af de allerbedste i hjertet af Aarhus.

Mange tusinde mennesker går hver dag forbi, og nu kan man altså spise både morgen-, middag- og aftensmad på Clementine, som inviterer gæster ind fra kl. 8 om morgenen til sen aften.

Med en sådan placering, kunne man fristes til at tænke: Er Clementine blot en turistfælde, som tænker kvantitet frem for kvalitet?

Men efter vores besøg, må det korte svar være ‘nej’.

For så snart vi trådte ind i restauranten stod det klart, at folkene bag gør sig umage.

I historiske lokaler: Vi har besøgt nyåbnede Clementine

Indretningen i den to etagers restaurant er et miks af elegant fransk bistrostil blandet med varm sydlandsk charme.

Væggenes jordfarver komplimenterede de mørkegrønne fliser og tapetet med clementintræer på endevæggen.

Bordene med hvide duge var akkompagneret af forskellige slags træstole, og det er virkelig lykkedes stedet at kombinere hyggelige og finurlige detaljer med de rolige og charmerende rammer.

Stemningen er hyggelig og afslappet, og vi kunne læne os tilbage ved bordet med udsigt til Domkirken lige på den anden side af vinduet.

Fortolkninger af velkendte klassikere

Når man tager et kig på menukortet er det ikke ét bestemt køkken, der dominerer.

Derimod får man øje på flere klassiske retter med et moderne twist.

”Vi laver bare mad for smagens skyld. Vi lader de gode råvarer tale for sig selv i forsimplede fortolkninger af velkendte klassikere,” har Peter Madsen, gastronomisk chef på stedet, tidligere udtalt.

Vi besøgte Clementine til aften, og startede aftenen ud med et par snacks: Sprøde kyllingekroketter og grillet surdejsbrød med confiteret tun.

Vi blev enige om, at dåsetun aldrig bliver det samme efter at have sat tænderne i den konfiterede af slagsen. I kombination med det grillede brød og aioli får du virkelig en lækker snack her.

Menuens forretter bød bl.a. på rørt tatar og hvide aspsarges med håndpillede rejer i hollandaise.

Vi fik serveret de sprødeste hvide asparges, og her kom det i særdeleshed til udtryk, at restauranten har fokus på råvarer i sæson.

Aspargesene var dækket af en let og luftig hollandaise med friskpillede rejer på toppen. En simpel dansk sommerret, som på ingen måde skuffede.

Til hovedret kunne vi bl.a. vælge mellem katsu-paneret gris, salat Nicoise, risotto og smash-burger.

Vi gik med en peberbøf og stegt torsk.

Peberbøffen af oksemørbrad var et ordentligt stykke veltilberedt kød, og også den dyreste ret på menuen til 350 kroner.

Retten skilte lidt vandene ved bordet, for pebersmagen var meget dominerende, hvilket ikke faldt i god jord hos alle.

Hos andre i selskabet var det til gengæld et plus, at der var smæk på Madagaskar-peberen.

Alle kunne dog blive enige om, at pommes fritterne var lækre sprøde og geniale at dyppe i saucen, som bøffen var badet i.

Fra en lidt tung kødret var den stegte torsk det perfekte lette modspil.

En sommerlig ret, der med et stort stykke smørstegt torsk og ærter a la Francaise, sprød pancetta, estragon og bergamotte virkelig spillede på alle smagstangenter.

I historiske lokaler: Vi har besøgt nyåbnede Clementine

Clemetine holder altså, hvad de lover, når de siger, at de gode råvarer taler for sig selv.

Prislejet ligger fra 115-135 kr. for forretter og 175-330 kr. for hovedretter. Det matcher meget godt de priser, du finder hos de andre restauranter i området, men her får du altså et måltid af høj kvalitet.

Vi var egentlig mætte efter snacks, for- og hovedret.

Men vi lod os fortælle, at vi absolut ikke måtte snyde os selv for stedets cheesecake og hindbær-dessert.

Og så finder man jo plads i maven til det. Naturligvis.

Her fik vi serveret friske hindbær og hindbær-is indhyllet i sabayonne, en italiensk dessertsauce, der smager helt fantastisk til friske bær.

Når glassene skal fyldes, er der et nøje kurateret vinkort, som gør det nemt og overskueligt at vælge et godt glas til maden.

Ude foran restauranten er der masser af siddepladser, og her er det oplagt at nyde en af stedets cocktails, og kortet byder byder både på specialudviklede og helt klassiske cocktails.

Frygten for at vi skulle besøge en turistfælde blev gjort til skamme, og både mad og stemning viste sig at være yderst fremragende hos Clementine.

Vi glæder os allerede til, at vi skal nyde både morgenkaffe og fyraftenscocktails i sommersolen foran restauranten.

Du kan booke bord og læse mere om Clementine her.

Del artikel

Andre læser også