I morgen udkommer White Guide 2015 – glæd jer!

Den svenske og anerkendte spiseguide, White Guide, udkommer i morgen – mandag den 23. marts, med deres 2015-udgave. Der er 330 restauranter med, fordelt i hele Danmark, og ikke kun København og omegn, som vi alt for ofte ser. Ros for det White Guide. I Aarhus og Østjylland har guiden været grundig i år. Stort set alle de restauranter, vi på Aarhus Update mener, skal med i en spiseguide, er med. Der er måske nogle få, som ikke skulle være med, og der er tilsvarende en enkelt eller to restauranter, som burde være med. Men i det store og hele er det et grundigt stykke arbejde, White Guide har udført herovre. Dog burde Frederikshøj, efter vores mening, være nomineret, som årets bedste restaurant.
Deres anmeldere er vel enten svenskere eller bor i København. Et gæt. Men det uagtet, så tager vi hatten af for deres arbejde. De springer ikke over, hvor gærdet er lavest. Deres vurderinger og bedømmelser er overordentlig grundige. Som forbruger og restaurantgæst er der noget brugbart. Ikke bare en overskrift med adresse og nogle stjerner, som dybest set er ubrugelige. Nej, White Guide beskriver de enkelte restauranter, bedømmer deres mad, drikkevarer, service/betjening og miljøet/stemningen på restauranten. Det er der ingen andre landsdækkende spiseguider, der gør, hvilket i vores bog gør White Guide til den mest troværdige landsdækkende spiseguide. I modsætning til Michelinguiden, som er mere gammeldags og elitær, men også mere sjusket i sine vurderinger, så fremstår White Guide i vores øjne, som den toneangivende spiseguide i Danmark og Sverige.
Hvis du mangler en brugbar guide med informationer om de 330 restauranter, som er udvalgt, vil vi klart anbefale dig at købe White Guide. Aarhus Update er med til lanceringen i morgen. Primært for at følge de østjyske restauranter, men vi vil helt sikkert komme med en eller flere updates i løbet af dagen. Guiden kan fra i morgen købes, både som bog eller som elektronisk udgave.
Her er de nominerede til White Guides priser 2015
Årets bedste restaurant
Leverer en restaurantoplevelse i verdensklasse. Vinderen kvalificerer sig til titlen gennem sine totalpoint. Præsterer flere restauranter på samme niveau, er madpointene afgørende. Med udmærkelsen Årets restaurant præmierer White Guide højdepunktet i dansk gastronomi og restaurantkultur lige nu.
Nominerede
Geranium, København
Søllerød Kro, Holte
Kadeau København, København
Noma, København
Årets nye restaurant
– uddeles i samarbejde med Carlsberg.
Et nyt stjerneskud på restauranthimlen, men ikke en kortlivet supernova. Nyheden, der præmieres, byder fra dag ét på stilsikker og avanceret madlavning i kombination med et tårnhøjt niveau for helhedsoplevelsen.
Nominerede
Uformel, København
Gastromé, Aarhus
No. 2, København
Restaurant Tabu, Aalborg
Årets serviceoplevelse
– uddeles i samarbejde med De Forenede Dampvaskerier
Gives til en restaurant, som med sin udsøgte servicefornemmelse har bidraget til at føre restaurantkulturen fremad. Opmærksomhed på gæsten, viden om mad og drikkevarer, betjeningens gennemførelse og attitude fra bordbestilling til afsked eksekveres varmt, flydende og fejlfrit.
Nominerede
Restaurant AOC, København
Kong Hans Kælder, København
Frederikshøj, Aarhus
Noma, København
Årets vinoplevelse
– uddeles i samarbejde med Spiegelau
Gives til en restaurant, som har udmærket sig ved et særligt ambitiøst vinarbejde. Valget af leverandører og producenter, vinkortets komposition, menuopbygning, mad- og vinsammensætning, håndtering, præsentation, formidlingstæft og evnen til at forstå gæstens behov er centrale kriterier i bedømmelsen.
Nominerede
Mielcke & Hurtigkarl, København
Kadeau København, København
Søllerød Kro, Holte
Restaurant AOC, København
Årets unge kokketalent
– uddeles i samarbejde med Lavazza
Gives til en kok under 30 år, som inden for det seneste år har gjort sig positivt
bemærket med håndværksmæssig præcision, frække idéer og evnen til at eksekvere dem konsistent og professionelt.
Nominerede
Der er ingen nominerede. Vinderen er udvalgt af redaktionen og har fået direkte besked. Navnet offentliggøres 23. marts.
Årets ”feel good-oplevelse”
Gives til en restaurant, hvor det er specielt rart at indtage et måltid. Det handler også om mad og drikkevarer, men endnu mere er det stemningen, miljøet og det, der ’ligger i luften’ – noget ægte og sympatisk, som får os til at føle os ekstra godt tilpas, og giver os lyst til at komme igen – og igen.
Nominerede
Piaf, Silkeborg
Bistro59, Aalborg
Gorilla, København
Klassisk 65, Aarhus
Årets ”en rejse værd”
– uddeles i samarbejde med Horesta
Gives til en restaurant, hvor arbejdet i gastronomiens tjeneste og niveauet på helhedsoplevelsen lokker gæster til langvejs fra. Den lille landsbykro i landsbyen såvel som de luksuriøse sæson- og storbyrestauranter kan være en rejse værd.
Nominerede
Hotel Frederiksminde, Præstø
Kadeau Bornholm, Aakirkeby
Falsled Kro, Millinge
Ti Trin Ned, Fredericia
Årets innovatør
– uddeles i samarbejde med Arla Unika
Gives til en restaurant eller en person, der har tilført gastronomien noget nyt og
banebrydende. Det kan være i rammerne omkring og præsentationen af det kulinariske eller i selve det gastronomiske udtryk og indhold.
Nominere
1. th, København
Gorilla, København
Bæst, København
Øl & Brød by Mikkeller, København
Årets smag for skillingen
Gives til en restaurant, der ikke bare leverer tidssvarende gastronomi og en fed helhedsoplevelse fra værtskab til vinvalg, men som gør det inden for en prisramme, hvor alle kan være med. Også på en onsdag.
Nominerede
Osteria 16, København
Barbie, København
CANblau Tapasbar, Aarhus
Essens, Frederikshavn
Årets vinkort
– uddeles i samarbejde med Theis Vine
Gives til det perfekt kuraterede kort, som balancerer det moderne med det klassiske, og som er udogmatisk mht. produktionsfilosofi, geografi og klassificering. Det viser en bredde i prisniveauer, berømtheder, skæve overraskelser, det friske og det modne og de helt store brag til en særlig lejlighed. Det er kræsent udvalgt med sans for variationer i retterne og i gæsternes vinøse præferencer. Flerdimensionelt, personligt og fokuseret.
Nominerede
Malling Kro, Malling
KUL, København
Søllerød Kro, Holte
Vallø Slotskro, Køge
Se mere på White Guides hjemmeside
Skrevet af Jan L. Pedersen på vegne af redaktionen på Aarhus Update