Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

I sidste øjeblik: Smukfest aflyser kæmpe optog

Af Jonathan Sten Drivsholm
Foto: Smukfest
Foto: Smukfest

Hos Smukfest havde man glædet sig helt vildt til at præsentere et enormt kunstværk af et optog i morgen formiddag.

Men under 24 timer før optoget skulle have fundet sted, er det nu blevet aflyst.

SmukOptoget var i første omgang programsat til torsdag den kl. 10, og der var lagt op til et helt unikt syn, som ikke er set tilsvarende i Danmark.

“Desværre er der i sidste øjeblik opstået et problem med teknikaliteter i lovgivningen. Det betyder, at vi er nødt til at udsætte SmukOptoget til Smukfest 2023.

Det er vigtigt for os at understrege, at vi har haft alle tilladelser i orden fra alle relevante myndigheder og i øvrigt et godt samarbejde i hele processen. Vi er så ærgerlige over, at vi ikke kan gennemføre optoget sammen med publikum i morgen, men vi kan glæde os til 2023,” lyder det fra Smukfest i en pressemeddelelse

13 meter høje figurer

Den oprindelige plan lød på, at Smukoptoget skulle gå fra camp-området KærligHeden ind til Bøgeskoven mellem kl. 10 og 12 den 4. august.

I sidste øjeblik: Smukfest aflyser kæmpe optog
Foto: Smukfest

Festivalen har beskrevet optoget som “en storslået oplevelse”, der byder på 13 meter høje og 17 meter lange flåder med enorme og fascinerende figurer i papmache, isbjørne, kæmpeedderkopper og blæksprutter, store fugle, dans og et marching band af tinsoldater.

Elementerne er en del af en større fortælling om, at vi skal passe på hinanden og vores jord. En af figurerne i optoget forestiller fx Greta Thunberg, der sidder med jordkloden i hænderne.

Giganterne i optoget er skabt af Klaus Rubin, der er lektor i drama og teater ved Via University College og den italienske karnevalstrup, La Compagnia del Carnevale.

I sidste øjeblik: Smukfest aflyser kæmpe optog
Foto: Smukfest

Karnevalstruppen består af en lille familie, der er nogle af de dygtigste i verden til at skabe figurer af papmache. De er hvert år en del af verdens største karneval i Viareggio i Italien, hvor der bliver bygget en hel by af papmache, og nu skulle en lille del af det været kommet til Smukfest.

“Det er bare en skam, og vi er kede af, at det ikke lykkes at afvikle det her fantastiske optog i år. Processen har varet i årevis, og vi havde virkelig glædet os til at gå ruten sammen med publikum. Men SmukOptoget var én af mange finurligheder, og det bliver en fantastisk uge – festen fortsætter,” siger Smukfests talsmand Søren Eskildsen.

Del artikel

Andre læser også