Modsvar til Black Friday: IKEA tidobler priserne på flere produkter

Mens mange forbereder sig på vilde prisfald og slagtilbud på Black Friday, har IKEA Aarhus besluttet at gøre det modsatte.
Den 24. november vil de øge priserne på udvalgte produkter for at sætte lighedstegnet mellem pris og kvalitet til debat.
Det betyder bl.a. at du skal give 18.990 kroner for en PERSBOL lænestol.
Med de kortvarige prisjusteringer vil den svenske møbelhandler drille de aarhusianske forbrugere og skubbe til opfattelsen af, at produkter i god kvalitet, med lang holdbarhed og i tidløst design, ikke behøver at koste en formue.
“Med vores anderledes Black Friday initiativ i år, ønsker vi at give aarhusianerne stof til eftertanke og starte en dialog, der forhåbentlig kan nuancere opfattelsen af, at det ikke altid er prislappen, der afgør kvaliteten.
Vi mener, at man bør vurdere møbler og tilbehør på deres materialer, holdbarhed og design, ikke kun på pris,” udtaler varehuschef fra IKEA Aarhus, Tanja Fröhlich.
Der er tale om i alt fire produkter, som prismæssigt skyder i vejret på Black Friday. Det drejer sig om lænestolene PERSBOL og EKENÄSET, lampen LÖVMÅNAD samt vasen KONSTFULL.
Fælles for produkterne er, at de har et tidløst design, der passer ind i mange forskellige hjem og derfor nemt kan gå i arv.
Masseproduktion med omtanke
Det ligger dybt i IKEA DNA’et at tilbyde lave priser, fordi alle har ret til veldesignede produkter, der bidrager til et bedre liv i hjemmet.
Ifølge IKEA’s Country Communication Manager, Christian Mouroux Pedersen, er det muligt for IKEA Aarhus både at have lave priser og tilbyde aarhusianerne produkter, som er produceret med kvalitet og lavt ressourceforbrug for øje.
“Store produktionsmængder kan, modsat den gængse opfattelse, være en fordel, hvis man producerer med kvalitet for øje og omtanke for ressourcerne.
Fordi vi producerer i store mængder, kan alt fra råmaterialer til energi og distribution optimeres, så vi mindsker den samlede belastning for miljøet uden at gå på kompromis med kvaliteten, siger han og fremhæver, at på nuværende tidspunkt er 56% af IKEAs produkter af fornybare materialer og 17% af genanvendte materialer.
I 2030 skal alle produkter være lavet af enten fornybare eller genanvendte materialer,” siger han.
Designet til lang levetid
En anden del af designfilosofien hos IKEA er, at møblerne skal kunne blive repareret, genbrugt eller genanvendt. Alle produkter skal møde disse designprincipper i 2030.
“På grund af vores betydelige størrelse og globale tilstedeværelse har vi en særlig mulighed og forpligtelse til at fremme et mere bæredygtigt forbrug hos de mange mennesker.
Det er også derfor, at der står en designer bag ethvert IKEA produkt, som har tænkt nøje over kvalitet, materialevalg, genanvendelsesmuligheder – og pris.
Dette, sammenholdt med det faktum at vores møbler er grundigt testet, er vores bevis på, at det er muligt at tilbyde kvalitetsmøbler til priser, hvor alle kan være med,” siger Christian Mouroux Pedersen.
Priserne på de fire produkter er tilbage til normal igen allerede den 25. november, dagen efter Black Friday.