Koster kassen: Ikonisk hjørneejendom sat til salg i Aarhus

Er du udkig efter en historisk Aarhus-bygning, der ligger i første række til midtbyens pulserende liv? Så behøver du vist ikke lede meget længere.
Den ikoniske hjørneejendom på Åboulevarden 66 er nemlig sat til salg.
Her får du intet mindre end 918 kvadratmeter ud til Åens caféliv og en af midtbyens mest livlige strækninger.
Prisen kan dog gå hen og blive et problem, medmindre du er særdeles velpolstret.
For at ejendommen skal blive din, må du som udgangspunkt punge ud med svimlende 90 millioner kroner – det er nemlig, hvad Åboulevarden 66 er udbudt til.
Det fremgår salgsannoncen ved Colliers.
Til gengæld får du altså en historisk ejendom på en af byens absolut mest iøjnefaldende adresser.

“Ejendommen ligger på hjørnet af Åboulevarden og Immervad og er én af de mest markant beliggende hjørneejendomme i Aarhus.
Ejendommen ligger direkte overfor Magasins hovedindgang med facade til Åen og er særdeles velkendt i bybilledet, da ejendommen i stueplan rummer den kendte Cross Café.
Siden fritlægningen af Aarhus Å i 1998 er cafemiljøet blomstret voldsomt op på Åboulevarden, og Cross Café har udviklet sig som den lokale udgave af ”Den Spanske Trappe” – og dermed den bedst beliggende café i Aarhus,” lyder det i salgsannoncen.
Læs også: Et ydmygt greb i lommen: Pragtvilla i Risskov sat til salg